Otto Ludvig Raben var 21, da storebroderens død gjorde ham til greve
af Christiansholm. Men kun af navn. Faderen, Christian Frederik, holdt
fast i godset, og den unge mand blev sendt ud for at se verden.
Han så Paris. Han boede der i næsten fire år hos sin søster og
svogeren, gesandten Ditlev Reventlow, kom i saloner og gik på hjortejagt
med Ludvig 15. Hjemme igen blev han kammerherre i 1755, giftede sig i
1757 med Anna Catharina Henningia von Buchwald og blev i 1763, takket
være familieforbindelsen til den almægtige Moltke, kongens
ceremonimester. Sommer på Lolland, vinter i København.
Han førte dagbog. I 42 år, på fransk, dag for dag: hvem man havde
set, hvornår man var ved hoffet, ved hvilket bord han havde spist,
hvilken vogn folk kørte i, jagter, bondebryllupper, vejret og musikken.
Sjældent en følelse, aldrig en forglemmelse. Det er ikke en sjæls
dagbog. Det er et livs regnskabsbog.
Musikken var hans lidenskab. Han spillede tværfløjte som en virtuos
og samlede noder i et omfang, ingen anden dansk herremand kom i nærheden
af – sonater, kantater og symfonier, som kom til at sove i to hundrede
år i et tårnkammer.
Borgen var imens ubeboelig. Storebroderen havde boet på ladegården,
“da slottet på grund af brøstfældighed var ubeboeligt”. Ladegården
brændte den 1. juli 1750, og den syge unge greve måtte flytte ind til
Nysted, hvor han døde. Middelalderborgen stod tom og faldefærdig midt i
oplysningstiden.
Efter tronskiftet i 1767 mistede Moltke-folkene deres indflydelse, og
familien slog sig mere fast ned på Lolland. I 1773 døde faderen, og Otto
Ludvig – greve i 23 år – kunne endelig bestemme. I ti år forlod familien
næsten ikke øen.
Så byggede han. Han havde allerede lagt Stubberup by til grevskabet,
og i 1786 kom Kettinge og Bregninge kirker til. Han skrev en
opdragelsesbog til sin søn om, hvordan man bliver et godt menneske, når
man er født som greve. Og i 1779 stod østfløjen færdig i den nye Louis
Seize-stil: to etager, lange rækker af regelmæssige vinduer og lys, hvor
borgen aldrig havde kendt lys. På gavlen jernankre med hans og konens
initialer. Langs dæmningen en allé af klippede lindetræer.
Han fik familien malet foran det nye Aalholm. Otte børn, to sønner og
seks døtre. De ser alle sammen godt tilfredse ud.
I 1783 fik han bygget en lukket herskabsstol i Nysted Kirke, højt
oppe på pulpituret, med sin egen dør gennem muren, så den grevelige
familie kunne følge gudstjenesten hævet over menigheden – og lade sig
beundre. Otto Ludvig var ikke beskeden. Han var tålmodig.
Han døde i 1791 og ligger i det kapel, han selv byggede i 1782, i en
sarkofag af lysegråt norsk marmor. Men hans dagbog gemmer på andet end
visitter og regnbyger. Vi kommer til det.