Hun fik borgen på benene igen: nye tage, nye vinduer, tømrere og
murere fra hele øen i årevis. Aalholm rejste sig fra brøstfældigheden –
ikke som fæstning, men som herresæde.
Og hun tænkte på døden, som kloge folk gør, mens de endnu lever.
Hendes testamente gav penge til skolerne på Bremersvold og Kærstrup og
til de fattige i Aalholms sogne. Grevskabet skulle gå i arv udelt fra
slægt til slægt – i princippet til verdens ende.
Hun døde i 1746. Christian blev som tyveårig den første greve af
Christiansholm. Fire år senere var han død, barnløs, uden at have sat
sig spor nogen steder. Grevskabet gik til lillebroderen, Otto
Ludvig.
Emerentia blev lagt i en sort marmorsarkofag og siden i et kapel, som
barnebarnet byggede ved Nysted Kirke, nord for tårnet. Hun ligger der
stadig, med Christian ved siden af.
Men hun blev ikke liggende.
Sagnet siger, at Emerentia von Levetzau er Aalholms hvide
dame. Folk ser hende, siger de, i de lange gange, ved vinduet ud
mod noret, på trappen i nordfløjen: en høj kvinde i hvidt, der ikke ser
på nogen, og som er væk, når man kigger efter hende.
Og hun viser sig kun, siger man, når herremanden ingen børn har.
Det er da et spøgelse med en plan. Kvinden, der købte en borg og
lavede et grevskab, så det kunne gå i arv for evigt, holder stadig øje
med arvefølgen. Når der mangler en arving, går hun. Når han er der,
hviler hun.
Hun skulle få meget at gå efter.