I 1725 kom der en kvinde til Lolland, og hun havde penge med.
Emerentia von Levetzau var enke efter Johan Otto Raben, og hun var af
den type enker, som mændene i 1700-tallet ikke vidste, hvad de skulle
stille op med. Hun havde ikke tænkt sig at trække sig tilbage og
brodere. Hun havde tænkt sig at købe.
Kongen solgte Aalholm og Bremersvold. Hun bød 94.929 rigsdaler – en
sum, man skal sige langsomt – og fik hammerslaget. Efter fire-fem
hundrede år med konger, dronninger, fangehuller og traktater var
Danmarks sydport blevet privat ejendom. Og ejeren var en kvinde.
Tænk dig hende den første dag: høj, sortklædt, med et ansigt, der
havde set mere, end det viste, på vej gennem Brøstfældighedens sale.
Regnen drev gennem taget i riddersalen, vinduerne var lappet med
brædder, og rotterne havde overtaget kælderen. Forvalteren gik bag hende
og undskyldte. Hun hørte ikke efter. Hun så ikke, hvad der var. Hun så,
hvad der skulle blive.
Hun købte jord. Bremersvold, Bramsløkke, gård efter gård, sogn efter
sogn, indtil hun i 1734 havde 1.221 tønder hartkorn. Nok til et baroni –
men kun halvt så meget, som loven krævede til et grevskab.
Så hun søgte om et grevskab.
Det var frækt. Det var Emerentia. Hun skrev til kongen, at hun ville
oprette et grevskab til sit otteårige barnebarn, Christian Raben, og at
det skulle hedde Christiansholm efter drengen. Loven sagde nej. Kongen
sagde ja. Der var ikke mange i Danmark, der sagde nej til Emerentia von
Levetzau.