I 1719 stod der en galge i Nysted. Og på Aalholm sad fire soldater,
der måske fik brug for den.
Det ved vi fra en eneste sætning, som historikeren Karl Rasmussen
samlede op i 1917: På Aalholm sad fire ryttere fængslet, “som ikke vel
kan slippes for at dømmes til galgen”. Det er det hele. Ingen navne,
ingen forbrydelse, ingen dom. Fortælleren brænder efter at føre dem op
ad skafottet. Ærligheden forbyder det.
Men deres verden kender vi. Frederik 4. ville have krongodset på
Lolland og Falster til at føde hans rytteri. I 1717 blev tre ladegårde i
amtet lagt ud til dragonerne – laderne til kvarterer, markerne til
foder. Der blev bygget pulpiturer i kirkerne til soldaterne, en kag på
Falster og en galge ved Nysted. Og i borgen, hvor Christoffer 2. var
blevet smidt ind, og hvor Christian 4.s krigsfanger havde siddet, sad nu
fire af kongens egne soldater og ventede på deres dom.
Seks år senere kom en enke over dæmningen med sine penge. Og så talte
ingen om dem mere.