Han hed Povl Boldich, og han var færgemand og landstingsskriver i
Nysted. Det lyder ikke ligefrem som en industrimagnat. Men den 8.
februar 1717 fik han kongens privilegium på at sælge stivelse og pudder
på Lolland, Falster og Møn. I praksis et monopol.
Han byggede sin fabrik mellem byen og borgen.
Det skal man ikke grine ad. I 1700-tallet gik ingen med respekt for
sig selv ud med deres eget hår. Hver morgen, i hvert hus, der regnede
sig for noget, blev parykker og frisurer pudret med fint hvedestivelse,
nogle gange parfumeret, nogle gange farvet. Man brugte bjerge af det.
England indførte i 1795 en pudderskat, så meget hvede gik der til. Og
stivelsen skulle også bruges til at stive kraver og flæser.
Lolland flød med hvede, Nysted havde havn, og privilegiet sikrede
salget. Det var præcis den slags virksomhed, tidens økonomer drømte om.
I 1735 meldte byfogeden i Nysted om en stivelses- og pudderfabrik i god
gang – og den lå uden for byens jurisdiktion, uden for laugene og
bytinget, mellem by og gods. Den var en af ganske få rigtige fabrikker i
hele provinsen. Der var industri på Lolland, før der var industri næsten
nogen andre steder uden for hovedstaden.
Fabrikken gik i arv og handel med privilegiet: til justitsråd Hofmann
i 1729, til hans søstersøn Dresler i 1734, som i 1752 fik kongens lov
til, at eneretten fremover fulgte med ved hvert salg. I 1765 blev den
kaldt den fuldkomneste i riget, med plads til 1.500 tønder hvede om
året.
Og så er der en lille uretfærdighed, der skal rettes. Flere fine
opslagsværker siger, at det var grev Otto Ludvig Raben, der grundlagde
fabrikken. Men den kørte i 1717, Raben-familien købte først Aalholm i
1725, og Otto Ludvig blev først greve i 1750. Bøgerne har givet greven
æren for færgemandens idé og gentaget det i god tro i halvandet hundrede
år. De store har også det privilegium: Man låner dem gerne de smås
idéer.
Puddermoden døde omkring 1800, da Revolutionen gjorde det upassende
at gå med brød i håret. Hvad der blev af fabrikken, ved ingen.