Omkring 1790 sad en skriver i Rentekammeret i København og bogførte
arveafgifter under en overskrift, han ikke selv havde fundet på:
Aalholm Amtstuedistrikt. Borgen, der havde givet distriktet
navn, havde da været privat ejendom i over halvfjerds år.
Da kongen solgte Aalholm, solgte han ikke navnet.
I 1662 var det gamle slotslen blevet til Aalholm Amt: Fuglse og Musse
herreder, Nysted, Maribo og Sakskøbing. Med amtet fulgte en amtmand, der
repræsenterede kongen, og en amtsforvalter, der krævede skatterne ind.
Og her er pointen: Et amt er ikke et gods. Godset var kongens ejendom –
borg, ladegård, fæstegårde og skove. Amtet var hans område. Alle, der
boede inden for grænsen – også herremændenes bønder, borgerne i Nysted,
præsterne og degnene – hørte under amtmanden og betalte til
amtstuen.
I 1725 solgte kongen godset og beholdt amtet. Bønderne under Aalholm
fik en ny herremand at gøre hoveri for, men skatten gik stadig til
Aalholm Amtstue, og retssagerne til amtmanden over Aalholm Amt. Da de
store landboreformer kom i 1770’erne, var det stadig under navnet
Aalholm, at landsbyerne blev udskiftet.
Først i 1803 blev Aalholm, Halsted Kloster og Nykøbing slået sammen
til Maribo Amt. Aalholm Amt havde levet i 141 år – heraf 78 som ramme om
en anden mands ejendom.
Bagefter var der kun én ting tilbage, der hed Aalholm: borgen. Det
var, som om navnet havde været stærkere end stenene.