Frederik Christian Raben ville have hele verden ind i sit
arbejdsværelse. Og det var ikke en talemåde.
Han rejste i årevis, fra Grønland til Brasilien, og kom hver gang
hjem med kasser fulde af verden: tørrede planter, udstoppede fugle,
fossiler, mineraler og oldsager. Hans herbarium endte på 20.000 planter.
Farfaren havde samlet på mønter, faren på noder. Han samlede på selve
naturen.
I 1796 begyndte han at plante. Jorden på Aalholm var som skabt til
det: milde vintre ved fjorden, læ fra skovene i vest og fed ler oven på
kridt. Han anlagde en landskabspark, der blev ved med at vokse; en have,
han kaldte Systemet, hvor sjældne arter stod i rækker som
kortene i et levende kartotek; og i Hestehaven 1.500 eksotiske træer –
amerikanske ege og fyrre, platantræer og frynse-eg, som ingen på Lolland
nogensinde havde set. I 1862 kaldte en fagmand den “det smukkeste og
interessanteste på Europas fastland”.
Så byggede han et observatorium. Oven på nordøsttårnet, det gamle
tårn med de metertykke mure, satte han to firkantede etager – “hæslige”,
brokkede en forfatter sig senere. Her målte han vejret dag for dag, og
her kiggede han på stjernerne. Tænk dig ham deroppe en klar januarnat,
pakket ind til ørerne, bøjet over kikkerten, mens Lolland sov under ham.
Tårnet, der havde holdt udkig efter holstenere og svenskere, holdt nu
udkig efter uvidenhed.
Hans arbejdsværelse flød over med bøger, fugle, kranier og
krystaller. Der stod også en gejrfugl fra Island – en stor, sort-hvid
fugl, der ikke kunne flyve, købt i 1821. Greven anede ikke, at han
samlede på en dødsdømt art. Den sidste gejrfugl døde i 1844. Aalholms
overlevede sin ejer med hundrede år og endte under hammeren hos
Sotheby’s, som en af de sidste af sin slags.
Frederik Christian døde i Rio de Janeiro i 1838, midt på en rejse og
langt fra sit tårn. Men hans platan står stadig i parken, tredive meter
høj, og Nysteds læge, Emil Aarestrup – en af Danmarks fineste digtere –
skrev et digt til den. Et træ og et digt. Man kan ikke ønske sig et
bedre gravminde.