Johan Gottfried Burman Becker var apoteker af profession og
oldsagsmand af hjertet. Romantikken havde gjort middelalderen moderne,
og han satte sig for at beskrive alle rigets gamle borge.
I 1830 udkom hans Efterretninger om de gamle Borge i Danmark og
Hertugdømmerne. Aalholm var med under sit daværende navn,
Christiansholm, på fire tætskrevne sider med gotiske bogstaver: borgens
første biografi.
Han var også et øjenvidne. Burman Becker så Aalholm tres år før
ombygningen: et firfløjet anlæg, der “fordum havde tårne på alle fire
hjørner, hvoraf de tvende endnu ere tilbage”, det ene over tredive meter
højt med observatoriet på toppen. Grave på tre sider. Mure på næsten tre
meter i stueetagen. Og øverst “en mængde småvinduer, der rimeligvis have
tjent til skydehuller”. Hver eneste detalje kan man i dag kontrollere i
jorden og i murværket.
Han vidste meget. Brevet fra 1330, Christoffers fangenskab,
belejringen i 1346, traktaten i 1366, kejserens indkaldelse i 1377. Han
er den eneste, der fortæller, at Nysteds borgere indtog borgen under
Grevens Fejde, og at svenskerne mishandlede slotsskriveren Iver Nielsen
i 1658. Han vidste endda, at grevskabet først hed
Christiansborg.
Han vidste også for meget. Som barn af sin tid lod han rigsdelingen i
1157 finde sted “på dette slot” og gav Lolland “med Aalholm” til
venderfyrsten Pribislav i 1164. Øens fyrster måtte jo have haft et sæde,
og Aalholm var det eneste, man kendte. Borgen er, viser udgravningerne,
født omkring 1256. Men fejlen fik ben at gå på og voksede med årene: I
1869 gjorde en folkebog Aalholm til de gamle “næssekongers” borg fra
800-tallet. Antikvarerne havde gættet, hvad laboratorierne i dag beviser
– at der havde været noget før. De havde bare taget fejl af
århundredet.
Én mands flid i 1830 blev grundlaget for to hundrede års forskning,
som siden har bygget videre, rettet til – og ofte givet ham ret.