Så kom Gregers.
Gregers Christian Raben, den ældste søn, lignede ikke sin far.
Frederik Christian havde målt verden; Gregers læste den. Han var
dr.phil. i klassisk filologi, talte latin, som andre taler til deres
hund, og fandt mere sandhed hos Horats end i nogen prædiken.
Han var, skriver herregårdsbogen fra 1938 tørt, “noget af en
original, der kunne få de underligste indfald og derfor almindeligvis
kaldtes den gale greve”. Den titel får man ikke foræret.
Han strøede lysthuse i alle stilarter ud over farens botaniske park,
som man sætter brikker på et skakbræt. Han rejste søjler og mindesten
med græske og latinske citater, så en tur i haven blev til en eksamen i
klassisk filologi.
Han tog til Norge på bjørnejagt. Smag lige på den sætning: en
lollandsk greve med doktorgrad i oldtidens sprog, med geværet over
skulderen i de norske skove. Og han skød nogle. Han kom hjem med flere
udstoppede bjørne og stillede dem op i et hus i parken “sammen med andre
mærkværdigheder”. Hvilke, ved ingen. Men man kan se bjørnene stå på
bagbenene i halvmørket og bønderne fra Stubberup komme om søndagen og
glo med åben mund.
Det var Aalholms første udstilling for offentligheden. Hundrede år
før bilerne viste en gal greve folk sine bjørne.