Sommeren 1843 gik der et rygte over Lolland-Falster: Kongen kom. Ikke
på en mønt, men i egen høje person, med heste, vogne og et følge på tres
mennesker. Rødby havde ikke set en konge, skrev aviserne, siden
Christian 4.
Rejsen var egentlig en kurrejse. Christian 8. var sygelig og skulle i
havbad på Föhr. Men vejen fra Sorgenfri til Föhr kunne lægges, som man
ville, og den blev lagt over Sydhavsøerne. Kongen skulle vise sig,
inspicere – og, uden at det stod nogen steder, mærke efter, hvordan det
stod til i et land, hvor enevælden var begyndt at knirke. Allerede ved
tronskiftet havde bønder i Vestlolland vovet at bede om en fri
forfatning. Den slags glemte Christian 8. ikke.
Han var ikke en paradekonge. Han rejste med en notesbog, gik
protokoller igennem, prøvede brandsprøjterne, besøgte arresterne og
skrev det hele ned om aftenen.
Stiftamtmand von Jessen balancerede på en line. Der gik rygter om, at
kongen ville komme med tyve dragoner, ligesom på Møn, hvor folk var
blevet fornærmede. Von Jessen svor på sin embedsed, at Deres Majestæter
ville blive modtaget med den mest oprigtige hengivenhed, og bad om, at
der ikke blev sendt soldater. Dragonerne blev sendt hjem.
Den 22. juli var det Nysteds tur. Rådhuset kalket, æresporte af grønt
og flag overalt. Og programmet var delt: Mens kongen holdt sit indtog,
skulle dronningen, som von Jessen havde aftalt allerede i juni, “tage
direkte fra Nykøbing til Aalholm for der at forenes med Hans
Majestæt”.
Caroline Amalie havde været dårlig det meste af rejsen. Hun slap for
talerne og kørte over dæmningen til borgen i noret. Der ventede hun på
sin mand. Husets nye herre var Gregers, filologen, der samme år var
blevet hofjægermester. Man kan se ham føre dronningen rundt under farens
platantræer, mellem lysthusene og de latinske sten. Hvad der blev sagt
inden for murene, ved vi ikke. Hoffets arkivkasser og de censurerede
aviser tier. Det officielle står i fuldt lys. Det private holder
mund.
Inde i byen syntes kongen, at den unge lærer Friess var dygtig, men
at der nok var brug for en lærer til. Han var venlig.
Uvejret kom tre dage senere i Nakskov, hvor sogneforstanderskaberne
overrakte ham en takkeadresse, der kom farligt tæt på at kræve ret til
at bevilge skatter. Monarken, der ellers altid havde styr på sig selv,
tabte besindelsen: Han havde givet folket en kommunallov – statens sager
skulle han nok selv tage sig af. Et øjenvidne mente, at han var lige ved
at stampe i gulvet.
Bagefter fik hver købstad kongens kroningsmedalje i sølv. Kun én er
bevaret: Nysteds. Den hænger i en ramme på lokalarkivet.
Fem år senere var Christian 8. død. Seks år senere var enevælden det
også. Konger, der rejser rundt for at berolige deres provinser, kommer
tit hjem med en fornemmelse af, at de ikke har dem længere.