Den 18. april 1864 stormede preusserne Dybbøl. 700 døde og over 500
sårede på dansk side. Tilbagetog til Als, nyt nederlag i juni og freden
i Wien, der kostede riget en tredjedel af landet og fire tiendedele af
befolkningen.
De sårede skulle et sted hen.
Nysted lå så langt fra fronten, som man kunne komme i monarkiet, og
havde den eneste naturhavn på Lollands sydkyst. De sårede blev sejlet
fra Als og Sønderborg – og på holmen i noret stod der et slot med
plads.
Grev Gregers stillede det til rådighed uden at forlange en skilling.
“Greven med familie beboede dette slot indtil nu,” skrev en
korrespondent i Berlingske, “og da regeringen med taknemmelighed modtog
tilbuddet, flyttede den grevelige familie hele det betydelige bohave i
nogle få dage.” Han syntes, Aalholm var “måske et af de bedste
lazaretter, armeen har”, med høje sale, lindealléer og en have med
sjældne træer: “Kort sagt dette lille punkt er et rent paradis.”
Byen huskede det på sin måde: “Når dampskibet kom med sårede og syge,
leverede Nystederne vogne og strøede halm på vejen, de skulle køre.” En
by, der strør halm under vognhjulene for at skåne fremmede mænd for
stødene. Man finder ikke et bedre billede af, hvad by og slot kan være
for hinanden, når det gælder.
Men man skal vide, hvad de kom ind til. Kirurgien i 1864 kendte ikke
til antiseptik. Man fjernede kuglerne, når man kunne, og savede lemmerne
af, når man ikke kunne – og så kom koldbranden og sårfeberen. Danmark
sagde nej til hjælp udefra og nej til kvindelige sygeplejersker, ti år
efter Florence Nightingale. Det var, hvad de lå i, under Otto Ludvigs
høje lofter med udsigt over noret.
Tolv døde mellem april og august.
Mads Hansen fra Nørre Lyndelse på Fyn, et uægte barn, der var sat i
pleje hos en gårdmand, blev såret ved Dybbøl den 12. april og fik benet
amputeret. Han døde på Aalholm den 26. juni – to en halv måned mellem
kuglen og graven. Hans Rasmussen, konstabel, født i Tillitse på selve
Lolland, døde 45 kilometer fra sit sogn; han var næsten hjemme. Hans
Christian Hansen fra Tarup ved Odense døde ikke af sine sår, men af
tyfus.
Den 6. oktober 1865 blev der rejst en obelisk på Nysted kirkegård
“til taknemlig erindring om de 12 fædrelands forsvarere som i 1864 døde
på Aalholms lazareth”. Og nederst: “Herren bevare de trofaste.”
En detalje mere. Mindestenen blev hverken betalt af staten, hæren
eller greven. Den blev betalt af folk fra Nysted, landsognet og
Herritslev – almindelige mennesker, der skød penge sammen til en sten
for tolv fremmede mænd, der var blevet båret ind i deres by og aldrig
båret ud igen.