I 1869 udkom andet bind af Gamle danske Minder, en folkebog
under navnet Holger Bruun – bag hvilket skribenten L.J. Flamand gemte
sig. Det var en af de bøger, der lå på sofabordet i dagligstuen, og
generationer af lollikere læste her om deres slot for første gang.
Allerede første sætning er en skat: Aalholm er “en svær, firkantet
bygning med tvende tårne, hvoraf det ene er indrettet til et astronomisk
observatorium”. Stjernetårnet var altså slottets kendetegn. Og
forfatteren roser “den smukke have og skov” med sjældne træer, som den
afdøde greve, “der selv var botaniker”, havde hentet hjem “fra fremmede
lande og andre verdensdele”. Tredive år efter sin død i Rio er Frederik
Christian den stille helt i bogen.
Folkebogen ved også, at det gamle slot “tidligere har haft fem tårne,
et træspir og to karnapper”. Fem tårne, hvor alle andre tæller fire. En
fejl – eller et minde om porttårnet i sydfløjen? Udgravningerne må
afgøre det.
Den går længere tilbage end Burman Becker, helt til de gamle
“næssekonger” i 800-tallet. Men så fortryder den og foreslår i stedet en
lille kystborg, som Svend Grathe byggede mod venderne i 1151. Forkert
dateret, men godt tænkt: en ældre befæstning på holmen, der senere blev
afløst af det rigtige Aalholm. Det er nogenlunde det, museet og
udgravningerne tegner i dag.
Og frem for alt fortæller den endelig 1368, som det skete:
Jernhenrik, våbenstilstanden den 8. september, fristen den 1. maj, der
kom og gik, og Kersten Kule i Bardewick med sine endeløse forbehold.
Aalholm blev ikke erobret. Det blev reddet med pennen. Den gør også 1332
til en scene: stenhuset med stråtag, ilden, kongen ud ad vinduet, og
grev Johan, der “brød sig intet om sin halvbroder”.
Flamand skrev af efter andre, og hans 800-tal er ikke en skilling
værd. Men hans sider er et led i kæden, og de minder os om, hvem der
læste historie i 1869: almindelige mennesker ved petroleumslampens skær
i deres dagligstuer.