43. 1874 – Digteren i slotshaven

Den 18. september 1874 sad en af Nordens mest feterede digtere i
Aalholms have og skrev.

Andreas Munch: bispesøn, fætter til historikeren P.A. Munch, af samme
slægt som maleren Edvard Munch, den første med digtergage fra Stortinget
og sat i musik af Grieg. Norsk nationalromantik i egen person. Han var
ingen turist. Amalie var hans kone, og familien på slottet var hans
egen. Parret boede om vinteren i København og om sommeren i Nysted, hvor
de i 1877–78 byggede den italienskinspirerede Villa Marina for omkring
80.000 kroner – i en tid, hvor en håndværker tjente 26 øre i timen.
Aalholms park var deres nabo.

Hans digt, I Aalholm Slotshave, har seks vers. Det begynder
med det gamle slot med den røde mur, omsust af ædle træer, mens havet
bruser fra stranden som en hilsen fra en vikings lur. Så kommer linjen,
der viser, at digteren kendte stedet: borgen, der før var kongens bolig
– og fangebur. Kongebolig og fangekælder, kong Hans’ kancelli og
Christoffers celle, samlet i to linjer.

Men digtets hjerte er haven. Vers efter vers nævner Munch, hvad han
ser: hængeasken, granlunden, de mægtige platantræer, hvor man aner
Syden, magnolia, figen, laurustinus, akacier og cypressen, der peger op
mod evigheden. Det er, skriver han, som om en fe med fulde hænder har
strøet en rigdom, kun Syden kender, ud under Nordens grå himmel.

Det er en botanisk optegnelse på vers, lavet 35 år efter grevens død
af en mand, der kunne se. Hvis nogen i dag vil genplante parken, er de
vers lige så meget værd som en gartners protokol.

Og digtet slutter med den danske bøgeskov, der står trofast vagt om
den sydlandske have, og så måneskin, tåge over engen og Aalholms tårne,
der våger over den sovende park. Aarestrup havde besunget platanen som
Nysteds læge. Munch besang det hele som husets svigersøn. Der er ikke
mange herregårde, der kan prale af to digtere under det samme træ.