Fjerde del: Excellencen
Da Nysted i december 1909 fyldte fem hundrede år som købstad, besluttede byrådet, at fødselsdagen skulle fejres med en bog. Den, der skrev den, var byens læge.
Carl Adam Hansen, dr.med. og stiftsfysikus, Nysteds læge gennem en menneskealder og byrådsmedlem i atten år – og samme C.A. Hansen, der otte år før havde grundlagt Nysted-krøniken. Han påtog sig hvervet med lollandsk beskedenhed. Forordet undskylder, at skriftet burde have været skrevet “af en historiker af faget”, og at Nysted “alle dage har været en beskeden lille by”. Man kan roligt sige, at han tog fejl af sin egen bogs værdi.
To steder redder han kilder, der ellers var gået tabt. Kordegn Wejers håndskrift fra 1761 om kirkens gravskrifter var udlånt fra præstearkivet og aldrig kommet tilbage – “heldigvis havde jeg taget et udførligt uddrag”, skriver lægen tørt. Og byens fødselsattest, Erik af Pommerns brev af 7. december 1409, var forsvundet ved rådhusbranden i 1654; Hansen opsøgte Det Kongelige Bibliotek, afskrev brevet efter Resens kopi og trykte hele teksten: friheden for “alle bånde, arbejde og skat … til vort slot Aaleholm”.
For slottet er bogen en skattekiste, og tre fund rager op.
Det første er en heltinde. Bogen fortæller 1658 i fuld længde: Da et svensk strejfkorps trængte ind på Aalholm for at tvinge slotsskriveren Iver Nielsen, “der ansås for at være en rig mand”, til at udlevere sine penge, kom hans hustru Johanne Lerche, præstedatter fra Nysted, til med en gloende ildrager – og værgede sin mand så drabeligt, at fjenden måtte gribe flugten. Imens var der gået bud til byen, og i porten mødte svenskerne en flok bevæbnede borgere. Slotsskriverens kone, der jog Karl Gustavs soldater på flugt med et gloende stykke køkkengrej. Parret kan stadig ses: Deres portræt med de otte børn hænger i Nysted Kirke.
Det andet er et tomt slot. Om 1700-tallet oplyser bogen, at den unge grev Christian “boede på Aalholm Ladegård, da slottet på grund af brøstfældighed var ubeboeligt”. Middelalderborgen stod forfalden og tom ved 1700-tallets midte – den direkte baggrund for Otto Ludvigs ombygning. Og kredsløbet mellem borg og by får endnu en tråd: Allerede i 1551 var munkestenene fra det nedbrudte gråbrødrekloster genbrugt til Aalholm. Klosteret, borgen havde værnet i 250 år, endte bogstaveligt talt i dens mure.
Det tredje er 1864 og halmen på vejen.
Bogen gemmer også den herlige episode fra 1848, hvor grev Raben tilbød byen syv-ni små kanoner til skansen – “kattehovederne”, der endnu i 1909 saluterede på kongens fødselsdag – mens borgerrepræsentationens formand fandt grevens ledsagebrev “holdt i en spydig og krænkende tone”. Gregers var Gregers, også over for byrådet.
Bogen slutter, hvor fremtiden begynder: “Jernbanelinien til Nykøbing er afstukken, og om et årstid eller to have vi jernbanen.” Nysted anno 1909: 1.457 indbyggere, rigets nummer 70 af 76 købstæder, men med fem hundrede års historie, en digterisk hovedgade og landets måske smukkeste naboskab. Hansens sidste linje er byens egen skål: “Gid Nysted må gå en lys og lykkelig fremtid i møde!”
Aarestrup havde været læge i Nysted og skrevet digte. Hansen var læge og skrev historie. Der er en linje i byen af læger, der ikke kunne nøjes med at kurere.
Kilder til dette kapitel
← 1908 – Greven går til kongen | Indhold | 1913 – Kongen kommer →