Fjerde del: Excellencen
I oktober 1913 kom Christian den Tiende til Aalholm, og huslæreren så det fra sit vindue.
Det er en af de fineste beretninger, slottet ejer: ikke fra lensgreven, ikke fra kongen, men fra en ung mand ansat til at undervise børnene, som stod ved sit vindue og skrev ned, hvad han så. Kongens bil på dæmningen. Tjenerne i række. Lensgreven i uniform med ordenerne. Kongen, høj og stiv som en pæl, der steg ud og hilste. Musikken. Flagene. Byens folk, der stod langs vejen og vinkede til en konge, der var kommet for at jage.
Personalet på slottet det år er fotograferet: rækker af tjenere, stuepiger, kokke, gartnere, kuske, opstillet foran Holms sydfacade i deres bedste tøj, med et ansigt, der siger, at de vidste, hvad de var en del af.
Det var toppen. Aalholm i 1913 var alt, hvad Frederik Raben-Levetzau havde villet, at det skulle være: et herresæde af internationalt format, med kongen som gæst, med parken i sin fulde pragt, med personale nok til at holde det hele i luften.
Og året efter begyndte krigen.
Kilder til dette kapitel
← 1909 – Lægen der skrev byens historie | Indhold | 1915–1921 – Regningen, anden gang →