Excellencen døde i 1933 efter mere end et halvt århundrede på
Aalholm.
Den 5. juni kom Christian 10. for at sige farvel. Der var gået tyve
år, siden huslæreren havde set ham stige ud af bilen på dæmningen.
Kongen var blevet ældre, og det samme var landet: krise, arbejdsløshed
og grevskaber, der ikke fandtes mere. Men han kom. Et fotografi viser
ham, høj og i uniform, på vej ind i Holms trappehus, hvor orglet for en
gangs skyld tav.
Greven blev båret til kapellet i Nysted, ved siden af Emerentia og
Otto Ludvig.
Sønnen fik ikke titlen som greve; lensafløsningen havde taget den.
Han måtte nøjes med at være baron. Johan Otto Raben-Levetzau var 29 og
arvede et slot i europæisk format, en park på 170 hektar, en avlsgård,
en villa i Cannes og en lejlighed i København – og et århundrede, der
ikke havde plads til noget af det.
Baron, skulle det vise sig, var rigeligt.
