Johan Otto Raben-Levetzau havde en plan.
Han var vokset op i sin fars Aalholm, i det teater af spidsbuer og
gyldenlæder, og han vidste, som enhver med øjne i hovedet vidste, at det
ikke længere var en middelalderborg. Det var et slot fra 1889, der var
klædt ud som en middelalderborg. Baronen ville have den rigtige
tilbage.
I 1943 og 1944, midt under besættelsen, fik han tegnet en
restaurering, der skulle “kamuflere faderens voldsomme indgreb”:
Kvistene skulle af, den falske skalmur væk, og Margretefløjen skulle
tilbage til dronningens tid. En del af det fik han gjort. Margretefløjen
blev restaureret, kvistene forsvandt, og et stykke af den falske mur kom
ned. Men det var krig, der var ingen penge, og efter krigen kom pengene
ikke igen.
I 1945 kom flygtningene: tyske civile, kvinder, børn og gamle, drevet
foran Den Røde Hær og sat i land på Lolland i tusindvis. På
Stubberupgaard, en af godsets gårde, blev der sat pigtråd op, og bag den
boede de i årevis, mens Danmark spekulerede på, hvad man skulle stille
op med dem. Ti år senere, i 1955, kom krigens børn til Skansevej 34.
Andre landflygtige, anden omsorg.
Aalholm kom gennem den krig, som det var kommet gennem alle de andre:
ved at være der, åbne dørene og vente.
Men baronen var ikke god til at vente. Han var hverken sin far, den
tålmodige greve med de tusind tillidsposter, eller sin oldefar, den
rejsende naturforsker. Han var, som kilderne siger med et sjældent smil,
legesyg.
Og han elskede biler.