Det var ikke en hobby. Det var et liv.
Faren havde været formand for Automobilklubben dengang, bilen var et
legetøj for herremænd, som folk stod og gloede på. Sønnen gik videre.
Han købte gamle biler, sjældne biler, umulige biler, i England, Frankrig
og Amerika, og fik dem sendt til Lolland, hvor de blev stillet bag
korntørreriet, i laderne og i vognremisen, hvor grevens karosser engang
havde stået.
Tænk dig forvalteren i 1950’erne, en nøgtern mand med ansvar for et
gods, hvor man solgte marker og skov, der får at vide, at der er en ny
bil på vej fra Amerika.
– Hvor skal vi stille den, hr. baron?
– Bag korntørreriet.
– Der står fjorten i forvejen.
– Jamen så bag de fjorten.
I 1964 var samlingen blevet til et museum, og baronen gjorde det til
en strategi: Aalholm skulle ikke længere leve af jorden, men af gæster.
I 1972 åbnede slot og park for publikum med 300 køretøjer: et af
Nordeuropas fineste bilmuseer, på en holm, hvor en konge havde siddet i
lænker seks hundrede år tidligere. Folk kom i tusindvis, fra hele
Skandinavien og Tyskland. Bagefter gik de gennem Holms trappehus,
Frederik Christians park og Bjørnehuset uden helt at forstå, hvad de
havde set. Og så kom de igen.
De kaldte ham Bilbaronen. Han tog det som en kompliment, og
det havde han ret i.