Epilog: Den fjerde kampagne
Johan Frille var lensmand på Aalholm engang i middelalderen, og han blev lam af krigens strabadser.
Han sørgede dybt over, at han ikke længere kunne sidde på sin gode hest. Så han forlangte, at hesten – opsadlet, med bidsel og stigbøjler – skulle følge ham overalt. Gennem gangene. Ind i salene. Ned ad trappen. En lam mand i en stol og en sadlet hest bag ham, hvor han end gik, så han i det mindste kunne høre hovene.
Sagnet fortæller, at hr. Johan Frilles hestespøgelse stadig huserer på Aalholm. Man hører den om natten, siger folk: hovslag på stengulv, i en gang, hvor der ikke er nogen hest. Den leder efter sin herre. Eller den følger ham stadig.
Christoffer Koryot står stadig på væggen i den østre sal med sin narrehue og sin kande, under kongen og dronningen og alle rigsråderne, og ler ad dem alle sammen, som han har gjort siden 1585.
Christoffer den Anden sidder ikke i kælderen længere. Men gæster, der går derned, bemærker en særlig stilhed.
Og Emerentia von Levetzau, som købte et slot for 94.929 rigsdaler og skabte et grevskab til evig tid, går stadig sine runder i de lange gange, når der ikke er nogen arving. Hun holder øje. Det har hun gjort i tre hundrede år.
Man ved ikke, om hun går i dag. Man ved, at slottet står, på den flade holm i noret, hvor det salte vand møder det ferske, rødt og tungt og alligevel – fra syd, i aftenlyset, med solen mellem træerne over de gamle mure – smilende.
En konge stod her engang og så vinklerne.
Skønheden kom senere. Men den kom.
Læs alle kildehistorierne år for år på aalholmslot.dk/slot/historie.