For at betale solgte han jord.
Først markerne, så skoven. Det, der havde båret Aalholm i syv
hundrede år, forsvandt stykke for stykke, indtil begge dele var
nogenlunde halveret. Bilerne kostede, feriebyen kostede, yachten
kostede. Livet kostede, og baronen havde besluttet at leve det.
I 1989 røg vinkælderen til Christie’s.
Den var berømt: mørk, tretten grader og en formue i gamle årgange,
som generationer af grever havde lagt hen som mænd, der vidste, hvad de
drak. Bordeaux fra de store år og bourgogne, man ikke længere kunne få.
Kilderne kalder den baronens millionvin. Den forsvandt på to
timer under hammeren i London, flaske for flaske, til samlere over hele
verden, der ikke anede, at de købte et stykke Lolland.
Tænk dig ham den aften, alene i den tomme kælder med en lampe i
hånden mellem reolerne, hvor støvet stadig havde form som flasker. Han
var 85. Han havde ikke fortrudt noget. Han fortrød stadig ikke
noget.