Der går en tunnel fra Aalholm.
Det ved hele egnen. Den går under noret til byen, siger nogle. Til
kirken, siger andre – til kapellet, hvor Emerentia ligger. Til
Enkedronningens Ø. Til Bramsløkke. Den blev gravet i middelalderen, så
kongen kunne flygte, eller i 1658, så lensmanden kunne slippe væk, eller
også gravede den gale greve den bare for sjov. I 1990 talte man om den
igen, som man gør hvert tiende år. Ingen har nogensinde fundet den. Alle
er sikre på, at den findes.
Men i 1991 fandt man noget rigtigt.
Musikforskeren Jens Henrik Koudal kom til Aalholm, fordi han havde
hørt om en gammel nodebog i en montre, og besøget førte ham op i det
sydvestlige tårn. Der, i et rum, ingen havde været i i årtier, lå en
skat: omkring 225 musikværker, håndskrevne og trykte – og midt imellem
dem grev Otto Ludvig Rabens dagbog, 600 sider på fransk, som ingen
fortegnelse nogensinde havde nævnt. To hundrede år i mørket, og så en
dag lyset.
Tunnelen findes ikke. Noderne gør. Sådan er Aalholm: Man finder
sjældent det, man leder efter. Men tit noget bedre.