Baronen døde i februar 1992. Han var 88 og havde boet 59 år på
Aalholm.
Slottet gik ikke til den ældste søn. Faren var blevet uvenner med
Frederik og havde strøget ham som godsarving, så Aalholm gik til den
yngste, John Otto Raben-Levetzau, født i Hellerup i 1950, gift med
Merete siden 1976 og far til tre døtre: Amalie, Julie og Alexandra
Constance Emerentia. Det sidste navn pegede tilbage på kvinden,
der købte slottet i 1725. Familien vidste, hvem den var.
De var ikke nye i huset. Museets kataloger viser, at turismen
allerede siden 1975 havde været en familieforretning. Men det, John
arvede i 1992, var en økonomi, som farens levevis havde tømt: et gods,
der var halveret, en gæld, der allerede var tung, og en arveafgift på
omkring seks millioner kroner – oven i enkens og de andre børns arvelod.
Folketidende kaldte ham i 1995 Baronens søn der fik den tunge
arv. Det var ikke for sjov.
Alligevel åbnede de dørene. Familien boede i vestfløjen og førte
gæsterne gennem vores private dagligstue med familiebillederne
helt hen til det værelse, hvor kejseren og den engelske konge havde
sovet. De forgyldte Louis Seize-møbler blev flyttet ud i testuen, hvor
de tog sig bedre ud. Merete fandt grevinde Suzannes malerkasse og
genskabte atelieret i tårnfløjen. I det gamle køkken blev alt
kobbertøjet pudset, og et billede viser parret, der vurderer dagens
sauce. Et andet viser familien foran godskontoret med ponyen
Cirkeline, der altid hører med. I maj 1993 blev de fotograferet
på toppen af tårnet på åbningsdagen; gelænderet var endnu ikke sikkert
nok til publikum.
Brochuren fra 1993 begyndte med ordene: Vores familie har boet
her siden 1725. Og den sluttede med en sætning, der i dag lyder som
en bøn: Vi gør vort bedste for at Aalholm kan føres videre i
familiens eje.
Det ville være let at fortælle de år som én lang nedtur. Men kilderne
viser noget andet: en familie, der prøvede flere veje på én gang. John
flyttede et underskudsgivende savværk fra Jylland til Letland og fik det
til at tjene penge. Man holdt auktion i 1994 for at skaffe likviditet.
Man prøvede at udvikle turismen. Men sæsonerne i 1994 og 1995 var
dårlige. Den 12. august 1995 sagde John til avisen, at han godt forstod,
hvorfor gæsterne blev væk.
Nitten dage senere, den 31. august, stod betalingsstandsningen på
forsiden. Dagen efter viser et billede Merete og John, der læser avisen
grundigt, før de skal i tv. Mange tilbød hjælp. Efteråret blev et kapløb
med tiden: et vindmølleprojekt, et splittet byråds ja og amtets
betænkeligheder. Den 1. december sagde John de ord, som alle, der har
stået i samme situation, vil genkende: Usikkerheden er dræbende. Julen
1995 blev holdt på slottet med pensionister som gæster. Det blev den
sidste.
I januar 1996 blev Aalholm solgt til Stig Husted-Andersen.
Ålholm-dynastiets æra slut, skrev avisen. Bilerne tilhørte en
fond og var ikke med i handlen. Indboet skulle sælges for sig, til
fordel for de tre døtre, der – skrev man – måtte vente mange år på deres
millioner.
Fra den 20. til den 23. maj 1996 kom Sotheby’s. 2.209 numre:
himmelsengene, malerierne, gyldenlæderet, porcelænet og sølvtøjet, hele
Holms iscenesættelse for kejsere og konger, stillet op med numre og
vurderinger og solgt for omkring 21,6 millioner kroner. Opkøbere med
kataloget i hånden gik gennem pragtsalene, orglet i forhallen tav, og
Koryot kiggede ned fra sin væg med kanden i hånden. Arkivet i Nysted
gemmer stadig John og Meretes adgangskort til deres egen auktion. Et
ugeblad citerede dem: Vi har grædt mange bitre tårer.
Hammerslag over en epoke, siger kilderne. Efter 270 år måtte
niende generation forlade den flade ø i noret.
John og Merete slog sig ned i England med pigerne. John fik et nyt
liv i den verden, han kendte bedst – gamle biler – som Bonhams’
repræsentant for Skandinavien. I præcis den branche, der havde kostet
familien godset. Han døde i England den 3. januar 2013 og blev bisat fra
Nysted Kirke. Kirken var fuld.
Den hvide dame, siger sagnet, viser sig kun, når herremanden ingen
børn har. John havde tre. Man kan spekulere på, hvad Emerentia tænkte
den dag, flyttebilerne holdt på dæmningen. Om hun forstod, at grevskabet
til evig tid var slut – ikke fordi der manglede en arving, men fordi der
manglede penge. Og om hun kiggede på den yngste af pigerne, hende, der
bar hendes navn.