Femte del: Bilbaronen
Baronen døde i februar 1992. Han var otteogfirs år og havde siddet på Aalholm i niogtres.
Slottet gik ikke til den ældste søn. Faderen havde ligget i strid med Frederik og slettet ham som godsarving, og derfor gik Aalholm til den anden søn: John Otto Raben-Levetzau, født i Hellerup i 1950, toogfyrre år gammel, gift siden 1976 med Merete og far til tre døtre – Amalie, Julie og Alexandra Constance Emerentia. Det yngste navn peger tilbage til kvinden, der købte slottet i 1725. Familien vidste, hvem de var.
De var ikke nye på Aalholm. Museets kataloger fra 1975 og frem vidner om, at turistdriften havde været en familieforretning længe før arven faldt. Men det, John overtog i 1992, var ikke kun et slot og et bilmuseum. Det var en økonomi, faderens livsstil havde udhulet: et tilliggende, der var halveret ved frasalg, en gæld, der allerede var betydelig, og oveni en arveopgørelse på omkring seks millioner kroner i statsafgift plus penge til enken og de øvrige børn. Da Folketidende portrætterede ham i 1995, valgte avisen overskriften Baronens søn der fik den tunge arv. Det var ikke ironisk ment.
Alligevel åbnede de dørene.
Familien boede i vestfløjen med de tre piger og lod gæsterne gå gennem deres eget hjem: gennem vores private dagligstue med familiebillederne på vej til det værelse, hvor kejser Wilhelm og Edward 7. havde sovet. De forgyldte Louis Seize-møbler, der havde stået i privatboligen, blev i 1993 flyttet ud i testuen, fordi parret mente, de kom bedre til deres ret der. Merete fandt lensgrevinde Suzannes gamle malerkasse og genskabte atelieret i tårnfløjen. I det gamle slotskøkken blev alt kobbertøjet pudset, og et fotografi viser ægteparret stå og vurdere dagens sauce-tilbud. På et andet står familien foran godskontoret i parken med ponyen Cirkeline, som altid hører med. I maj 1993 blev de fotograferet på toppen af tårnet på åbningsdagen; gelænderet var endnu ikke sikkert nok til gæster.
Brochuren fra 1993, på dansk, tysk og engelsk, begynder: Vores familie har boet her siden 1725, og idag bebor vi sammen med vore tre børn vestfløjen. Og den slutter med en sætning, der læst i dag lyder som en bøn: Netop DE er med til at virkeliggøre, at et sted som Aalholm kan overleve idag … Vi gør vort bedste for at Aalholm kan føres videre i familiens eje.
Det er let bagefter at beskrive årene som en jævn nedtur. Kilderne viser noget andet: en familie, der prøvede flere veje samtidig. John flyttede et urentabelt savværk fra Jylland til Letland og gjorde det til en forretning. Man holdt en auktion i 1994 for at skaffe likviditet. Man prøvede at udvikle turistdelen. Men sæsonerne 1994 og 1995 blev dårlige, og den 12. august 1995 sagde John til avisen, at han godt forstod, hvorfor der kom for få gæster.
Nitten dage senere, den 31. august 1995, stod betalingsstandsningen på forsiden. Et fotografi fra dagen efter viser Merete og John, der sidder og læser Folketidende grundigt, inden de skal stille op til tv. Mange meldte sig den dag med tilbud om hjælp. Efteråret blev en kamp om tid: et vindmølleprojekt, et splittet byråds ja, amtets betænkeligheder. Den 1. december sagde John de ord, som alle, der har stået i en betalingsstandsning, vil genkende: at usikkerheden virker dræbende. Julen 1995 blev holdt på slottet med pensionister som gæster. Det blev den sidste.
I januar 1996 blev Aalholm solgt til Stig Husted-Andersen. Folketidende satte overskriften på epoken: Ålholm-dynastiets æra slut. Bilerne tilhørte en fond og indgik ikke. Indboet skulle sælges særskilt, og provenuet tilfalde de tre døtre – Døtrene på Aalholm må vente på millionformue, skrev avisen, for pengene ville først komme om mange år.
Den 20.–23. maj 1996 kom Sotheby’s. 2.209 numre: himmelsengene, malerierne, gyldenlæderet, porcelænet, sølvet, hele Holms iscenesættelse for kejsere og konger, sat på række med lot-numre og vurderinger, og solgt for omkring 21,6 millioner kroner. Man kan forestille sig det: opkøbere og antikvitetshandlere gående gennem paradesuiten med kataloget i hånden, mens orglet i forhallen tav, og Koryot så til fra væggen med sin kande. Arkivet i Nysted gemmer endnu John og Meretes adgangskort til auktionen. Et ugeblad citerede dem under overskriften Vi har grædt mange bitre tårer.
Hammerslag over en epoke, kalder kilderne det. Efter 270 år måtte niende generation forlade den flade ø i noret.
John og Merete bosatte sig i England med døtrene. John fandt en ny tilværelse i den verden, han kendte bedst – klassiske biler – som Bonhams’ repræsentant for Skandinavien, i den branche, der havde kostet familien godset. Han døde i England den 3. januar 2013 og blev bisat fra Nysted Kirke. Kirken var fyldt.
Den hvide dame, siger sagnet, viser sig kun, når besidderen er barnløs. John havde tre døtre. Man kan spørge sig, hvad Emerentia tænkte den dag, flyttevognene stod på dæmningen – om hun forstod, at grevskabet til evig tid var forbi, ikke fordi der manglede en arving, men fordi der manglede penge. Og om hun så den yngste pige, der bar hendes navn.
Kilder til dette kapitel
← 1990–1991 – Tunnelen og skatten | Indhold | 1997 – Ølpenge til Aalholm →