Den 8. februar 1996 kom tre arkivfolk over dæmningen. Landsarkivar
Grethe Ilsøe havde Erik Nørr og Inge Bundsgaard med. Spørgsmålet var, om
man kunne redde slottets arkiv.
Det, de fandt, fik hende til at skrive en bekymret rapport til
rigsarkivaren: Lokalet er stærkt fugtlidende, snavset og uden
varme. Nogle gamle sager i et skab, protokoller smidt hulter til
bulter på hylderne – og det meste i bunker på gulvet, blandet med bøger
fra biblioteket. Erik Nørr kaldte det senere en køkkenmødding med en ret
tydelig lagdeling: Øverst lå de nye lag, hvor ugeblade lå side om side
med en jordebog fra 1700-tallet.
Dér lå hundreder af års Aalholm: regnskaberne, bøndernes fæstebreve,
grevernes papirer, Frederik Christians rejsenotater og navnene på folk,
der aldrig fik deres portræt malet, i de hoveriprotokoller, hvor et navn
nogle gange er den eneste dør ind til et liv.
Og tiden var knap. John var på vej mod konkurs, og arkivet risikerede
at blive spredt for alle vinde. Fem år før havde fundet i tårnet vist,
hvad den slags bunker kunne gemme.
John ville gerne have, at arkivet blev samlet og kom til
Landsarkivet. Men han ville også sikre sine døtres fremtid og bad om en
rimelig pris. Der skulle findes en løsning, der reddede papirerne, og
som en familie, der var ved at miste alt, kunne sige ja til. Imens lå
papirerne i fugten.
Baronen sagde ja til, at de vigtigste ting kunne komme til København
og blive registreret. Tre uger efter besøget blev de hentet – i de
allersidste dage, familien boede på slottet. Tænk dig gangen: i den ene
ende flyttekasser til England, i den anden arkivkasser til København. En
familie flyttede efter 270 år, og dens skriftlige hukommelse flyttede
med – bare et andet sted hen.
I København blev man enige om en pris, og Carlsbergfondet betalte.
Den 18. april 1997 skrev Lolland-Falsters Folketidende: Ølpenge til
Ålholm. 150.000 kroner for resterne af godsarkivet.
Overskriften var munter. Bag den lå et iskoldt rum, en familie på vej
væk og en handel, der blev lavet, lige da en æra sluttede. Pengene kunne
ikke holde den gamle verden på Aalholm samlet. Men de sørgede for, at
den kunne blive ved med at fortælle. En god del af denne bog findes,
fordi tre mennesker en februardag i 1996 gik ind i et iskoldt rum og
kiggede på, hvad der lå på gulvet.