Maj 1945. Nysted flager, frihedskæmperne har fået armbind, og lotterne koger kaffe. Og ude ad Stubberupvej, i Aalholms gamle avlsgård, sidder omkring hundrede tyske kvinder, børn og gamle mænd og venter på at komme hjem til et Østpreussen, der ikke findes mere. De skal blive der et år.
Flodbølgen
I krigens sidste måneder skyllede en menneskelig flodbølge op på de danske kyster. Fra februar 1945 tvang besættelsesmagten Danmark til at modtage civile flygtninge fra de østtyske provinser, der blev løbet over ende af Den Røde Hær. Ved befrielsen var der efter de fleste opgørelser omkring 250.000 tyske flygtninge i landet, indkvarteret på ca. 1.100 forskellige steder.
Lolland-Falster lå i første række. Den 7. maj 1945 skrev Lolland-Falsters Folketidende under overskriften “I Tusindvis af tyske Flygtninge har oversvømmet Lolland-Falster”, at flygtningene var kommet dels med tog fra København, dels med flygtningeskibe fra Nord- og Nordøsttyskland, at det hovedsageligt var kvinder og børn, og at de var indkvarteret i beslaglagte ejendomme i købstæderne og i forsamlingshusene på landet. I Gedser var over 3.000 gået i land på en enkelt nat; i Rødbyhavn ankom 6.000 på selve kapitulationsdagen. Avisen beskrev kvinder “bogstavelig talt klædt i sækkelærred” side om side med kvinder i pels og guldkæder – og “mange store ejendomme” beslaglagt til formålet “baade paa Landet og i Byerne”.
Politikredsenes sammentællinger viste, at der i maj 1945 var omkring 7.500 tyske flygtninge på Lolland-Falster. De blev i den første kaotiske tid anbragt på skoler, hoteller, i forsamlingshuse og på de store godser – Pederstrup, Berritsgaard, Krenkerup, Nørregaard, badehotellerne i Marielyst. Og på Stubberupgaard ved Nysted.
Nysted Hotel og Stubberupgaard
I Nysted var flygtningene først anbragt på Nysted Hotel i Adelgade. DR’s arkiv rummer en stum filmoptagelse fra befrielsesdagene i byen, hvor man ser lotter fra Danske Kvinders Beredskab lave mad til frihedskæmperne, frihedskæmperen Anker Jørgensen blive modtaget på Nysted Station – og tyske flygtninge, der flyttes fra Nysted Hotel til Stubberupgård. Filmen slutter med frihedskæmpere og CB’ere, der holder skydeøvelse.
Stubberupgaard var Aalholms avlsgård, en kilometer vest for slottet – de samme længer, hvor baronen tyve år senere åbnede sit automobilmuseum. I maj 1945 var det en flygtningelejr. Ifølge Arne Skafte Jensens gennemgang af lejrene på Lolland-Falster (Bag Pigtråd, 2017) begyndte Stubberupgaard som tysk flygtningelejr, blev sidst i maj 1945 omdannet til lejr for allierede flygtninge under Røde Kors, og da disse hurtigt kom videre i systemet, husede gården fra november 1945 igen tyske flygtninge. Lejren blev nedlagt i sommeren 1946.
Det samme mønster ses på slægtens andet gods: På Bremersvold var der allierede flygtninge i hovedbygningen, ligeledes administreret af Røde Kors. Baron Johan Otto Raben-Levetzau, der havde overtaget både Aalholm og Bremersvold ved faderens død i 1933, lagde altså i 1945 bygninger til på begge sine lollandske ejendomme.
Lejrens egne papirer
Det mest overraskende er, at Stubberupgaardlejrens egne dokumenter findes. Nysted Lokalhistoriske Arkiv har digitaliseret to sæt: en personoversigt med udleveret bestik fra 1946 – “Im Lager Stubberupgaard erhaltene Gegenstände” – og en opgørelse over beslaglagte tyske penge, dateret “Stubberupgaard, den 26. Februar 1946” og underskrevet af lejrens tillidsmand, Schwartz.
Bestiklisten er lejren set nedefra: navn for navn – Lotte Risch, Berta Kossmann, Waltraut Panten, Wilhelm Gendorf, Anna Kunze, Martha Ziesig, Minna Butz, Margarete Hinz, Gertrud Petschke, Ephraim Torner og mange flere – med hver deres “1 Messer, 1 Gabel, 2 Becher, 2 Teller”, en “Esseneimer” (spisebøtte), et vaskefad, en enkelt barbermaskine. Det er en fortegnelse over, hvad et menneske ejede i lejren.
Pengeopgørelsen viser lejrens forhistorie. Flygtningenes tyske kontanter var blevet indleveret den 7. juli 1945 i Præstø til den daværende lejrleder Selzner, som havde afleveret summen “dem Bürgermeister und Luftværnschef in Præstø gegen Quittung”. Hver flygtning havde en kvittering; betalingslisten lå “in den Akten des Vertrauensmannes des Flüchtlingslagers Stubberupgaard”. Ti af de opførte – løbenumre 7, 28, 29, 47, 48, 49, 64, 66, 90 og 105 – “befinden sich nicht mehr im hiesigen Lager”. Løbenumrene fortæller, at gruppen talte mindst 105 personer, og Præstø-sporet fortæller, at de tyske flygtninge, der kom til Stubberupgaard i november 1945, var en samlet forlægning, der havde siddet i Præstø siden sommeren. Lejrens administration – Statens Civile Luftværn, kommunens luftværnschef, en tysk lejrleder og en tysk tillidsmand – er den samme model, som blev brugt over hele landet.
Hvad de mødte
Det er værd at huske, hvordan Danmark så på dem. Flygtningene blev holdt samlet og indespærret, hvor de var indkvarteret, under skarp bevogtning – indtil slutningen af juli 1945 af modstandsbevægelsen selv. Det var forbudt at fraternisere; store skilte på hegnene mindede om det. Fra 5. maj til 1. juli 1945 døde 4.362 tyske flygtninge i Danmark, 2.408 af dem børn. De lokale forlægninger blev gradvist nedlagt og flygtningene samlet i Hasselølejren ved Nykøbing, bygget til 3.800 og på sit højeste med omkring 7.000 beboere. Den lukkede som den sidste på øerne i foråret 1947, og den sidste tyske flygtning forlod Danmark i februar 1949. På Nordre Kirkegård i Nykøbing ligger omkring 350 af dem begravet.
Arne Skafte Jensen bemærker, at der næsten intet kildemateriale findes om denne “meget markante opgave for det danske samfund” – han taler om “en slags kollektivt hukommelsestab”. Det gør Nysteds to bevarede lejrdokumenter usædvanlige. Og det gør Stubberupgaard til noget mere end en avlsgård og et bilmuseum: i et år var gården et af de tusind steder, hvor Danmark opbevarede mennesker, det ikke ville have.
Ti år senere kom der igen krigens børn til Nysted – denne gang ikke bag pigtråd. Den historie fortælles under 1955, Da krigens børn kom til Skansevej 34.