Ølpenge til Aalholm: Arkivet blev reddet i sidste øjeblik
Den 8. februar 1996 kom tre arkivfolk til Aalholm. Landsarkivar Grethe Ilsøe havde følgeskab af Erik Nørr og Inge Bundsgaard. De skulle undersøge, om slottets gamle arkiv kunne sikres for eftertiden.
Det, de fandt, fik Grethe Ilsøe til at sende en bekymret redegørelse til rigsarkivaren.
»Lokalet er stærkt fugtlidende, snavset og uden varme,« skrev hun. Arkivets tilstand beskrev hun som kaotisk. Nogle ældre sager lå i et skab. Protokoller stod hulter til bulter på reolerne. Men størstedelen af materialet lå i uoverskuelige bunker på gulvet, blandet med bøger fra biblioteket.
Her lå flere århundreders Aalholm.
Godsets regnskaber. Bøndernes fæstevilkår. Grevernes private optegnelser. Papirer, der kunne fortælle, hvordan mennesker havde levet, arbejdet og tænkt længe før nogen af de besøgende var født.
Og tiden til at sikre dem var ved at løbe ud.
Allerede i efteråret 1995 havde Landsarkivet fået øje på faren. Ifølge arkivfolkenes senere beretning var John Raben-Levetzau på vej mod konkurs. Arkivet risikerede at blive spredt, og derfor havde Landsarkivet selv taget kontakt til baronen.
Da de tre medarbejdere stod på Aalholm den februardag, kunne de hurtigt konstatere, at materialet havde betydelig værdi for både lokalhistorien og Danmarkshistorien.
Men at erkende værdien var én ting. At få papirerne overdraget var en anden.
John Raben-Levetzau ønskede, at arkivet skulle forblive samlet og komme til Landsarkivet. På det punkt var der enighed. Samtidig ville han sikre sine børn økonomisk og mente derfor, at han måtte kræve en passende betaling.
Der skulle findes en løsning, som både bevarede arkivet og kunne accepteres af familien.
Imens lå papirerne i det fugtige rum.
Erik Nørr beskrev siden samlingen som en køkkenmødding med en forholdsvis tydelig lagdeling. Øverst lå de yngre lag. Her kunne ugeblade ligge sammen med Gjorslevs jordebog fra 1700-tallet.
Billedet er næsten svært at begribe: århundredgamle oplysninger om jord og ejendom blandet med nyere læsestof. På fotografiet, som Nørr tog i 1996, ses bøger, pakker og løse papirer stablet mellem reoler og træværk. Det er et sjældent indblik i, hvordan historien så ud, før den blev ordnet og fik plads i arkivets magasiner.
At bunkerne kunne gemme på store overraskelser, var allerede blevet bevist.
Fem år tidligere var musikforskeren Jens Henrik Koudal kommet til Aalholm efter et tip om en gammel nodebog i en montre. Besøget førte ham op i det sydvestlige tårn, hvor han fandt en hidtil ukendt samling på omkring 225 håndskrevne og trykte musikværker.
Blandt noderne lå også grev Otto Ludvig Rabens dagbog: 600 fransksprogede sider om hans færden fra ungdommen til kort før hans død.
Hverken nodesamlingen eller dagbogen var nævnt i Sigrid Wads registratur fra 1924. Selv efter at nogen havde forsøgt at skabe overblik over arkivet, havde det altså gemt på et helt ukendt musikliv.
Læs historien om skatten i tårnet.
Nu, i februar 1996, gjaldt det om at sikre materialet, mens muligheden stadig var der.
Baronen gik med til, at Landsarkivet kunne hente de vigtigste arkivalier til København. Her skulle medarbejderne foretage en foreløbig registrering og vurdere en realistisk salgspris.
Omkring tre uger efter besøget blev papirerne afhentet.
Det skete i de allersidste dage, hvor Raben-Levetzau boede på slottet. En slægt, som havde ejet Aalholm i omkring 270 år, var ved at forlade stedet. Samtidig begyndte en del af slægtens og godsets skriftlige historie rejsen mod en ny tilværelse.
Timingen giver redningsaktionen dens særlige alvor. Arkivet blev hentet, mens forbindelsen mellem familien, slottet og papirerne endnu var til stede.
I København fortsatte arbejdet. Arkivalierne skulle gennemgås, og der skulle sættes en pris på noget, hvis egentlige betydning næppe kunne udtrykkes i kroner.
Landsarkivets medarbejdere nåede frem til et beløb, som baronen kunne acceptere. Og ifølge den senere beretning imødekom Carlsbergfondet senere samme år en ansøgning om at dække udgiften.
Løsningen var fundet.
Den 18. april 1997 omtalte Lolland-Falsters Folketidende sagen under overskriften »Ølpenge til Ålholm«. Nysted Lokalhistoriske Arkivs registrering af udklippet oplyser, at fondet havde betalt 150.000 kroner for resterne af godsarkivet.
Avisoverskriften kom i 1997. Selve redningsaktionen var begyndt længe før — og afhentningen havde fundet sted allerede inden den store auktion i maj 1996.
Mens slottets indbo siden blev fordelt mellem nye ejere, var de vigtigste arkivalier således allerede bragt til København.
Det bevarede materiale rummede store mængder godsregnskaber, jordebøger samt fæste- og hoveriprotokoller. Men også et bemærkelsesværdigt privatarkiv med blandt andet Frederik Christian Rabens naturvidenskabelige optegnelser og rejsebeskrivelser fra omkring år 1800.
Her kunne eftertiden møde både godsejeren og den nysgerrige rejsende. Og i de administrative bøger kunne man finde sporene efter mennesker, som aldrig havde haft deres portræt hængende på slottets vægge.
For et godsarkiv handler også om dem, der dyrkede jorden, passede dyrene og holdt hverdagen i gang. Et navn i en protokol kan være den eneste bevarede indgang til et menneskes liv.
Det var sådanne forbindelser, der nu kunne undersøges videre.
Papirerne mistede deres plads på slottet, men fik mulighed for at blive læst, sammenholdt og forstået. Et brev kunne forklare en regnskabspost. En dagbog kunne give liv til et navn. En gammel optegnelse kunne blive begyndelsen på en historie, ingen endnu havde fortalt.
»Ølpenge til Ålholm« lød som en munter avisoverskrift.
Bag den lå et fugtigt arkivrum, en familie på vej ud, tre arkivfolks besøg og en aftale, der blev til, mens en epoke sluttede.
De 150.000 kroner kunne ikke holde den gamle verden på Aalholm samlet.
Men de var med til at sikre, at den stadig kunne fortælle.
