Der findes konger, der mister kronen på én gang, på en slagmark.
Christoffer 2. mistede sin, som man mister en formue: lidt efter lidt,
på småt gæld.
Han var blevet konge i 1320 efter at have skrevet under på en
håndfæstning så stram, at den kunne have gjort en helgen til oprører.
Christoffer var ingen helgen. Han brød den, punkt for punkt, og hvert
brud betalte han med jord. Otte år senere var der ikke ret meget jord
tilbage. Der var øerne.
Man kan se ham for sig i Ringsted ved forliget, hvor Aalholm for
første gang dukker op i kilderne. En tung mand med et tungt ansigt,
omgivet af holstenske herrer, der talte dansk med tysk accent og regnede
hurtigere, end han kunne tænke. Over for ham sad halvbroderen, grev
Johan af Plön, kaldet Johan den Milde. Om det var ironi, eller om man
bare ikke havde meget at sammenligne med, skal være usagt.
– Lolland og Falster, sagde greven. Med borgene. Med Aalholm.
– Som pant, min bror. Indtil pengene er betalt tilbage.
– Selvfølgelig, sagde Johan den Milde og smilede.
Og alle ved bordet vidste, at pengene aldrig ville blive betalt
tilbage. Christoffer havde aldrig betalt noget tilbage til nogen. Og et
rige, der ikke længere ejer sig selv, kan ikke købe sig fri.
Aftalen blev beseglet. Aalholm skiftede ejer, uden at nogen trak et
sværd. Kongen red hjem med penge nok til en krig, han allerede havde
tabt, og grev Johan sendte sine folk ned til holmen i noret.
Konger, der pantsætter deres rige, tror altid, at de bare låner det
ud. Historien viser dem næsten altid, at de har solgt det.