Han var den yngste søn og opvokset i udlandet, ved kejserens hof. Og
ved kejserhoffer lærer man den mest nyttige af alle kongelige dyder:
tålmodighed.
Valdemar kom hjem i 1340 med sin fars navn og ikke ret meget andet.
Riget var pantsat, og holstenerne sad stadig på Aalholm. Men Valdemar
lignede ikke sin far. Han kunne regne, han kunne vente, og han vidste,
at et rige ikke købes tilbage i én bid. Det sker borg for borg.
Allerede i 1342 skrev grevens mand på Aalholm hjem til Holsten og
klagede over “kongens grove anmasselse”. Det er et pragtfuldt ord. Det
fortæller os, at den unge mand, som endnu hverken havde penge eller hær,
allerede opførte sig, som om Lolland var hans.
I 1346 var det hans. Uden slag og uden heltedåd – med penge, pres og
tålmodighed, indtil holstenerne slap. Valdemar red ind på Aalholm som
den første danske konge i atten år. Han så op på tårnene, fik dem
forstærket, og så gjorde han noget, ingen konge før eller siden har
gjort: Han gjorde sin egen søn Christoffer til hertug af Lolland.
Drengen var opkaldt efter bedstefaren, der havde siddet i kælderen.
Nu holdt han hof ovenpå. I 1360 gav han Nysted privilegier “på vor borg
Ålholm”, og man kan næsten høre glæden i de tre ord. Vor borg.
Ikke grevens. Ikke långiverens.
Valdemar fik tilnavnet Atterdag, fordi han fik det til at
blive dag igen. Hertugen døde i 1363 af et sår fra kampene ved
Helsingborg, og kongen mistede sin eneste søn. Men Aalholm var dansk. Og
det blev det ved med at være.