I september 1368 gik grev Henrik af Holsten i land på Lolland med en
hær, som hanseskibene havde sejlet over. Han blev kaldt Jernhenrik, og
han var ikke kommet for at snakke. Kongens borge faldt som kegler. Nu
stod han foran Aalholm.
Inde på borgen sad hr. Kersten Kule. Han var ingen krigshelt, og han
vidste præcis, hvordan det så ud i kornloftet: for få mænd, for lidt
korn og ingen konge at sende bud efter. Han vidste også, hvordan det så
ud for fjenden: en hær, der ikke kunne ligge hele vinteren i mudderet
foran en vandborg.
Så Kule snakkede.
– Herre greve, kan han have sagt. Hvorfor fryse under vores mure, nu
hvor vinteren kommer? Giv mig tid til første maj. Så afgør vi borgenes
skæbne.
Den 8. september 1368 sluttede han våbenstilstand for hele Lolland,
og tre dage senere gjorde høvedsmanden på Ravnsborg det samme. Alle
beholdt deres ejendom til 1. maj 1369, hæren kunne trække sig tilbage,
og ingen skulle sulte. Jernhenrik sagde ja. Det var jo en overgivelse –
bare på afbetaling.
Den 1. maj kom. Og gik. Aalholm blev ikke overgivet. Der var nemlig,
viste det sig, nogle uklarheder i aftalen, nogle breve, der lige skulle
sammenholdes, nogle forhandlinger, der ikke var helt afsluttede. I
november sluttede Valdemar fred med Hansestæderne. Og så sent som i
september 1370 sad Kersten Kule hos hertugen af Braunschweig-Lüneburg i
Bardewick og forsikrede med den største alvor, at borgene naturligvis
ville blive overgivet, så snart man var “fuldkommen enige om alle
forhandlinger og breve”.
Man blev aldrig fuldkommen enige.
Da kongen kom hjem, stod Aalholm der stadig, urørt, og Kule på
volden. Folkebogen fra 1869 skriver tørt, at de to høvedsmænd
“øjensynlig havde båret sig meget klogt ad”. Han affyrede ikke en eneste
pil. Han skrev breve, bad om udsættelse og lod kalenderen kæmpe for
sig.
Det er den flotteste bedrift, en embedsmand kan udføre. Det er også
den sjældneste, for der er aldrig nogen, der skriver viser om den.