Hun blev gift som tiårig og kronet til dronning af Norge som
syttenårig. Som 37-årig regerede hun reelt tre riger, og der var ikke en
mand i Norden, der turde sige hende imod.
Margrete, Valdemars datter.
I 1394 slog hun sig ned på Aalholm. Ikke for at hvile sig – det ord
kendte hun ikke – men for at forhandle med Hansestæderne, de rige tyske
købmandsbyer, som havde ydmyget hendes far. Hun tog imod deres
udsendinge på borgen, hvor hendes bedstefar havde siddet i kælderen. Man
vil gerne tro, at hun tænkte på det.
Tænk dig hende i den store sal, klædt i sort, for hun bar sorg i
årevis. Ansigtet afslørede ingenting, og øjnene så alt. Hanseaterne kom
med krav. Hun lyttede. De kom med trusler. Hun lyttede. De kom med
tilbud. Så tog hun ordet, og da hun var færdig, havde de givet mere, end
de var kommet for at tage.
Det var mens hun boede her, at borgen fik sin færdige
middelalderskikkelse. Sydfløjen blev bygget færdig for øjnene af hende,
og den fløj, der stadig hedder Margretefløjen, gemmer på minderne om de
måneder, hvor dronningen sad ved vinduet ud mod noret og dikterede breve
til Stockholm, Oslo og Rom. I de måneder var Aalholm Nordens
hovedstad.
En af udsendingene skal have sagt, da han tog hjem, at det var
lettere at forhandle med tre konger end med én Margrete. Måske har han
aldrig sagt det. Han burde have gjort det.
Hun døde i 1412 om bord på et skib i Flensborg Fjord. Aalholm gik
videre til de konger, hun havde skabt.