Ordet er gammelt og tungt: livgeding. Det var dronningernes
enkepension – jord, len og borge, de kunne leve af resten af livet.
Lolland-Falster var som skabt til det: fed jord, samlet krongods og
passende afstand til København. Øerne blev dronningernes provins, og
Aalholm fulgte med.
Det gav en sjov situation. I lange perioder var det ikke kongen, der
udnævnte lensmanden på Aalholm. Det var en enkedronning i Nykøbing.
Borgen havde en kvinde som chef.
Rækken begynder med Dorothea, som holdt pant i øens krongods til sin
død i 1495. Kong Hans’ dronning Christine kom her også. Christian 2.s
dronning Elisabeth var den første, der fik lovet Lolland som livgeding –
et løfte, der aldrig blev til noget, for kongeparret faldt og flygtede,
og Elisabeth døde i landflygtighed uden nogensinde at have set sin
jord.
Frederik 1.s dronning Sophie fik ved kroningen i 1525 lovet Nykøbing,
Aalholm og Ravnsborg. Men to rigsråder, der havde beseglet løftet til
Elisabeth, ville ikke bryde det. Så kom Grevens Fejde, og Aalholm blev
“en tid som en bold mellem magterne” – indløst, overrumplet, forlenet og
generobret – før enkedronningen endelig fik det. Fra en af hendes
underfogeder, Erik Rosenkrantz, har vi et brev fra 1551, hvor han klager
over, at han ikke kan finde ler til mursten på godsets jord, så han kan
reparere borgen. Ni år senere var man nået så langt, at man gjorde
teglovnen klar. Dronningernes Aalholm var også de udskudte reparationers
Aalholm.
Efter den store Sophie, som vi skal høre mere om, gik det ned ad
bakke. Nykøbing blev centrum for livgedinget, og Aalholm blev bare en
lensmandsbolig. I 1642 fandt man i kongens kammer to himmelsenge og
“nogle lidet brugelige skiver og bænke” bag et vægtæppe, der var
gammelt, slidt og ormædt.
De sidste dronninger var fjerne ejere: Sophie Amalie, Charlotte
Amalie. Da Charlotte Amalie døde i 1714, kom Aalholm tilbage til kronen
for sidste gang. I over 250 år havde borgen oftere haft en kvinde end en
mand som herre. Og da den skulle sælges, var det igen en kvinde, der
købte den.