24. 1588–1611 – Studedronningen

Frederik døde i 1588. Sophie var 31 år, havde syv børn og et
kongerige, hun ikke havde lov at styre.

Så hun styrede Lolland.

Fra Nykøbing gjorde hun Aalholm til centrum for et landbrugsimperium,
der ikke havde sin lige i riget. Hun førte selv regnskab. Hendes
kopibøger, hvor hver eneste ordre blev skrevet af, viser en kvinde, der
vidste præcis, hvor mange køer der stod i hvert fjøs, hvad en tønde rug
kostede i Lübeck, og hvilken forvalter der snød hende.

Hun var, sagde samtiden, landets største studeopdrætter:
Kastrerede tyre blev fedet op på de lollandske enge og drevet i kæmpe
flokke til markederne i Holsten og Holland. Det var tidens olieeventyr,
og enkedronningen ejede brøndene.

I 1611 fik hun bygget en ny kostald på Aalholm med 32 fag og
forklarede udgiften med ord, man gerne ville hugge over en dør: Hendes
kvæg var “ved Guds velsignelse formeret fra år til år, hvorfor den
almægtige billigvis skal have lov og tak”.

En dronning, der takker Vorherre for sine køer. Det bliver ikke mere
lollandsk.

Hun blev så rig, at hun lånte penge til sin egen søn, Christian 4.,
som byggede slotte og førte krige for mors studepenge. Hun døde i 1631
som en af de rigeste kvinder i Europa. Hun havde sin egen ø i noret,
hvor hun kunne sidde i fred for forvaltere og sønner. Den hedder stadig
Enkedronningens Ø.