Fra 1770 dukker der et lille tegn op i Otto Ludvigs dagbog, ind
imellem middagene, jagterne og besøgene: IFT.
Det vender tilbage i tyve år. Oftest alene, nogle gange efterfulgt af
et kvindenavn, en gang imellem halvt skrevet ud – “iftu”, “j’ay f…”.
Næsten altid, når greven var på Aalholm.
Dagbogen ventede i slottets arkiv, til musikforskeren Jens Henrik
Koudal gik i gang med den i 1990’erne. Det var ham, der lagde mærke til
tegnet og knækkede koden: IFT står for j’ai foutu, af det
franske verbum, der dengang betød præcis det, man tror. Greven noterede
sine elskovsmøder, som han noterede sine spadsereture. Historikeren Nina
Koefoed har talt dem: 97, de fleste i 1770’erne, de sidste i 1790.
Det var ikke ægtesengen, han førte regnskab med. Grevinden havde født
ham otte børn fra 1759 til 1774. Så holder fødslerne op – og tegnet
begynder. De kvinder, der nævnes, er ikke grevinden. De to, man har
kunnet finde frem til, var en tjenestepige og en fæstebondes kone.
Grevskabet havde omkring 200 fæstebønder i seksten landsbyer, plus
husmænd og tjenestefolk. Det er blandt dem, man skal lede. 97 notater er
ikke 97 kvinder; de kommer i serier, som om greven i perioder havde et
fast forhold. Frivilligt, betalt eller påtvunget? Kilderne tier. Men
magtforholdet tier ikke: Greven var for disse kvinder husbond, jordejer
og dommer på én gang.
Og her holder anekdoten op med at være pikant.
I 1700-tallet var sex uden for ægteskab strafbart. Ugifte mødre og
deres partnere skulle betale bøder, og det var herremanden, der skulle
rejse sagen og inddrive pengene. Da Otto Ludvig i 1773 overtog godset,
strøg han med ét slag alle de ubetalte bøder fra faderens tid. Bagefter
blev årets syndere hvert år omhyggeligt noteret – og bøderne eftergivet
lige så regelmæssigt. Mændene slap med at betale til barnets opfostring.
Kvinderne opfostrede det.
Man kan kalde det mildhed. Nina Koefoed ser også noget andet: En
herremand, der selv brød sædelighedslovene på sit gods, straffede ikke
hos andre, hvad han selv gjorde. Og hver eftergivelse efterlod en
taknemmelighedsgæld mellem hans folk og ham, som aldrig blev betalt.
Hun gik kirkebøgerne igennem i alle otte sogne. Greven står ingen
steder som far – det var ikke noget, man kunne skrive. Men der er
sammenfald. Den 30. marts 1771 i Herritslev lod Anne Rasmusdatter en
datter uden for ægteskab døbe. Præsten skrev jordemoderen og alle
fadderne op, men ikke et ord om faderen. Greven havde skrevet IFT seks
gange i maj, juni og juli året før. I Toreby i 1775 udlagde en kvinde
“en fremmed ved navn Lars”. I Herritslev i 1776 talte en anden om “en
ubekendt mandsperson, som kom til hende i skoven”. Og da Ellen
Jacobsdatter i 1781 udlagde Rasmus Suhr, var den samme Rasmus Suhr
mellem undfangelse og dåb blevet fæster af en god gård i et andet sogn
under godset.
Intet af det beviser noget. Men de tre gamle måder at skjule en
herremands faderskab på – faderen, der ikke nævnes, den fremmede på
gennemrejse, og ægtemanden, der købes med en gård – findes alle i
Aalholms kirkebøger, på datoer der passer.
Hvorfor 1770? Fordi greven i København bare var en lille brik i
svogrenes netværk. På Aalholm var han herre. Der blev kroppen en del af
hans magt.
Otto Ludvig Raben var et oplysningsmenneske. Han spillede fløjte,
holdt bondebryllupper, byggede kapeller og skrev opdragelsesbøger. Han
var også en enevældig herremand, lovgiver, dommer og husbond for de
kvinder, han kaldte IFT. Historikere har altid haft mistanke om, at
herremænd udnyttede deres tjenestepiger, men de har næsten aldrig kunnet
bevise det, for den slags bliver ikke skrevet ned. Otto Ludvig skrev det
hele ned. I kode.
Lad os tænke på kvinderne bag tallet. Deres navne står ikke på nogen
væg.