Første del: Kongen i kælderen
Kongen boede hos Peder Hvitfeldt.
Det var et stenhus med rørtag i Sakskøbing, og det var, hvad Danmarks konge havde tilbage i 1332: et logi hos en adelsmand på Lolland, i det landskab, han selv havde pantsat tre år før. Christoffer den Anden var stadig konge af navn. Han havde ingen borge, ingen hær, ingen penge, og halvbroderen Johan regerede øerne fra Aalholm med sit eget kancelli.
To lavadelige mænd, Henneke Breide og Johan Ellemose, så en forretning i det. En konge måtte trods alt være noget værd. I den lovløse tid, hvor alting var til salg, regnede de med en klækkelig løsesum – og de satte ild til Hvitfeldts hus.
Christoffer sprang ud ad vinduet. Der blev han grebet.
Så førte de ham til Aalholm. Ind gennem porten på den borg, han selv havde forstærket, og som hans egen halvbror nu havde som residens. Kilderne siger, at grev Johan selv var på slottet den dag. Man må forestille sig det: Danmarks konge og Danmarks reelle hersker, sønner af samme mor, enkedronning Agnes af Brandenburg, ansigt til ansigt i borggården. Den ene i sod og aske, med reb om hænderne. Den anden med hele Østdanmark i sin hånd.
Fangekælderen under nordvesttårnet er der endnu. Man går ned ad smalle trin, og lyset bliver gråt og så borte, og luften bliver kold på en måde, der ikke har noget med årstiden at gøre. Murene er tre meter tykke. Man kan ikke høre noret derude. Ingen ved præcis, hvilket rum kongen sad i, eller hvor længe. Man skal forestille sig halm på gulvet, en briks, en spand, lidt lys fra en smal åbning. Ikke et torturkammer. Et sikret rum, hvor en besejret konge kunne holdes under bevogtning, mens hans fangevogtere ventede på, at nogen ville betale.
Ingen ville betale.
Det er den grusomste pointe i hele historien: Kidnapperne ville sælge en konge og opdagede, at der ikke var købere. Grev Johan, som folkebogen fra 1869 tørt bemærker, “satte ingen pris på sin halvbroder, men lod ham straks løbe”. Ikke af barmhjertighed. Af ligegyldighed. Han sendte Christoffer videre til Nykøbing – løsladt, uden rige, uden magt, uden fremtid.
Der døde Christoffer den Anden den 2. august 1332, nedbrudt af sorg, siger krøniken. Han blev begravet i Sorø. Ved hans død var hele Danmark pantsat: Jylland og Fyn til grev Gerhard, Sjælland, Skåne og øerne til grev Johan. Riget stod uden konge i otte år. Historikerne kalder boet efter ham for det, det var: et fallitbo.
Gæster, der går ned i kælderen i dag, bemærker en særlig stilhed. Nogle siger, at det bare er stenene. Andre siger ingenting og går hurtigt op igen.