Hvis man skulle kåre en konge blandt kilderne til denne historie,
ville valget være let. Chr. Axel Jensen, Nationalmuseets store
middelalderarkæolog, skrev kapitlet om Aalholm i Danske Slotte og
Herregaarde – det, alt andet bygger på. Det blev skrevet i
1940’erne og opdateret i 1965, så sent at det nye bilmuseum nåede
med.
Han gjorde noget, ingen havde gjort før: Han læste murene, som man
læser et håndskrift, skifte for skifte, og holdt dem op mod de tørre
lensregnskaber.
Anlægget, skriver han, “er blevet til stykke for stykke, øget og
ændret i løbet af et par århundreder, og næppe er borgen nogensinde
bleven færdig”. Nordvesttårnet, med tre meter tykke mure om den hvælvede
kælder, hvor kongen sad, er det ældste: 1300-tallet. Nordmuren og
nordøsttårnet med de flammede sten som på Vordingborg er måske Valdemar
Atterdags. Kældrene i sydøsthjørnet med resten af en vindeltrappe er fra
begyndelsen af 1400-tallet – “med alt forbehold kunne man tænke sig Erik
af Pommern”. Og den vestlige del af sydfløjen, hvor en sal havde gotiske
malede bladranker fra omkring 1400, bærer “næppe helt med urette” navnet
Margretefløjen. Han løste endda gåden med det femte tårn: Det var et
sænket tagparti, der fik hjørnet til at ligne et tårn.
Han fandt et brev fra 1336, hvor Den kullede Greve opgav sine krav på
“dat hus to Alholme”, og konkluderede, at Johan den Milde havde bygget
på Aalholm.
Hans glansnummer er byggeriet 1578-1588, stykket sammen af
regnskaberne. Man rev et stenhus i Nysted kloster ned for at få
materialerne. Lensmand Hak Ulfstand blev fritaget for 500 daler i afgift
i tre år mod selv at betale murere og tømrere. Kalken kom fra Mariager
og fyrretømmeret fra Gotland. Og da kongeparret kom og så på arbejdet i
1585 – det besøg, narren forevigede på væggen – blev der, som Jensen
skriver med et smil, man kan høre, “måske som et resultat af samtalerne
under drikkelaget sluttet en ny kontrakt”: Ulfstand skulle på egen
regning mure de ufærdige tårne 3,77 meter højere. Men Frederik 2. døde i
1588. Og derfor mangler vesttårnet i dag stadig sin øverste etage, mens
østtårnet rager højest. Aalholms skæve tårne er et mindesmærke over en
konge, der døde midt i et byggeri.
Han turde også dømme. Ombygningen fra 1889 bliver beskrevet loyalt,
men dømt med én sætning: en luksusbolig “passende for landets
udenrigsminister og skabt til store fester – helt i international stil”,
der “for den sags skyld kunne have ligget et hvilket som helst sted på
det europæiske kontinent”. Der skulle et generationsskifte til, skrev
han, for at rette op på det. Baronen var begyndt i 1944 med arkitekt
Helge Holm, mens Nationalmuseet gravede porttårnets fundamenter
frem.
Baronen viste ham sikkert rundt og talte om biler. Jensen kiggede på
stenene. De havde hver deres samling. Og kapitlet slutter med et
billede, man holder af: Det nye Aalholm “smiler muntert mellem de grønne
træer ud mod den venlige fjord”.