Baronen boede ikke kun på Aalholm. Det havde ingen af dem nogensinde
gjort.
Han havde et hus på Sankt Annæ Plads i København. Han havde – og det
er den detalje, der maler ham bedst – 40 hektar klitter ved Ringkøbing
Fjord, som han var blevet forelsket i i 1930’erne, og hvor han byggede
sin helt egen private ferieby: eksotiske huse, en tennisbane og et
saltvandsbassin, der blev fyldt fra fjorden med en slange. En privat
ferieby. I Vestjylland.
Og han havde en motoryacht med besætning på Rivieraen.
Når baronen skulle til Cannes, fløj han. Det var moderne, og han var
moderne. Men en baron ankommer ikke til kajen i taxa. Så chaufføren blev
sendt i forvejen fra Lolland, gennem Tyskland og Frankrig, dag efter
dag, med Rolls-Roycen, så baronen kunne blive kørt standsmæssigt fra
lufthavnen til havnen.
Tænk dig den lollandske chauffør i uniform bag rattet i en
Rolls-Royce på Route Nationale 7, mellem vinmarker og landsbyer, med
kortet på sædet ved siden af og en baron, der skulle hentes om tre dage.
Og så i Nice med kasketten i hånden. Baronen træder ud i solen, nikker,
sætter sig ind og siger:
– Havnen.
Det var ikke galskab. Det var stil. Men stil koster.