Første del: Kongen i kælderen
Valdemar Atterdag døde den 24. oktober 1375, og han efterlod sig et rige uden søn.
Christoffer, hertugen af Lolland, der havde holdt hof på Aalholm, var død i 1363. Tilbage var døtrene og deres børn. Ingeborg, den ældste, havde været gift med hertug Henrik af Mecklenburg, og deres søn hed Albrecht. Margrete, den yngste, var gift med kong Håkon af Norge, og deres søn hed Oluf. Han var fem år.
Danmark var et valgrige. Men mecklenburgerne ventede ikke på noget valg. Få måneder efter Valdemars død optræder den unge Albrecht i dokumenterne som kong Albrecht af Danmark – en titel med store ambitioner og intet rige bag sig. Og den 21. januar 1376 samledes familien og deres allierede i Grevesmühlen i Nordtyskland for at købe sig den hjælp, der skulle gøre titlen til virkelighed.
Prisen var Aalholm.
Dokumentet ligger i arkivet i Schwerin, forsynet med syvogtyve vokssegl. Her erklærer den femtenårige “konge af Danmark” sammen med hertugerne af Mecklenburg, at de skylder de holstenske grever 30.000 lødige mark sølv, og som sikkerhed stiller de Ålholm, Ravnsborg og hele landet Lolland – dertil Kolding, Ribe og Sejerø. Holstenerne skulle til gengæld slås for den mecklenburgske sag.
Albrecht pantsatte en borg, han aldrig havde set. Aalholm var ikke i hans hånd. Han disponerede på papiret over et kongerige, han først skulle erobre.
På Aalholm sad høvedsmanden Henning Schacht, og han hørte til den anden lejr. Seks uger efter Grevesmühlen, den 4. marts 1376, stod hertug Bugislav den Sjette af Pommern i borggården ved Nysted Nor og forpligtede sig til at støtte Oluf, kong Håkon og dronning Margrete mod deres fjender “af al magt”. Mens borgen blev givet væk i Nordtyskland, blev der inde på selve borgen sluttet alliance for den modsatte side.
Den samme dag skete der to andre ting. I Roskilde erklærede ærkebiskoppen af Lund og en række stormænd, at de støttede Oluf. Og i Eger, flere hundrede kilometer mod syd, lovede kejser Karl den Fjerde at hjælpe mecklenburgerne med at erhverve kongeriget Danmark. To lejre på hver sin side af Østersøen arbejdede den 4. marts 1376 på hver sin danske konge, og Aalholm stod midt imellem.
Margrete vandt første runde med det våben, hun beherskede bedre end nogen: rigets egne mænd. Den 3. maj 1376 valgte danehoffet i Slagelse den femårige Oluf til konge. En mecklenburgsk flåde sejlede ind i Øresund i september, og krigen hang i luften – men den 21. september blev der indgået forlig i København. Mecklenburg anerkendte Oluf.
Man skulle tro, at Aalholm dermed var ude af sagen. Det var den ikke.
Kilder til dette kapitel
← 1368 – Manden der talte | Indhold | 1377 – Kejseren stævner →