Første del: Kongen i kælderen
Den 12. september 1377 sad kejser Karl den Fjerde i Tangermünde ved Elben og lod sit kancelli skrive tre breve.
Alle tre handlede om Danmark. Den gamle hertug Albrecht af Mecklenburg havde igen klaget på sit barnebarns vegne: Riget var efter ret arvefølge tilfaldet den unge Albrecht, og alligevel sad danske høvedsmænd på kronens borge og holdt dem, med kejserbrevets ord, contra deum et iusticiam – mod Gud og retfærdigheden. Ét brev gik til atten høvedsmænd i Jylland. To næsten enslydende breve gik til høvedsmændene på øerne.
Kejseren nævnte borgene én for én, og manden på hver af dem. Hagenskov. Nyborg. Fåborg. Kærstrup. Tranekær. Ravnsborg. Og så:
tu Nicolae Thome castrum Alholm – “du Niels Thomsen, borgen Ålholm”.
Aalholm havde skiftet høvedsmand. I august 1376 var det Henning Schacht; et år senere var det Niels Thomsen, en væbner, der ti uger tidligere havde stået i Nyborg blandt de mænd, der sammen med kong Oluf, dronning Margrete og fireogfyrre riddere forpligtede sig til at holde riget sammen. Han var en af dem, Margretes styre hvilede på.
Nu fik han ordre om at møde for kejseren eller kejserens hofdommer i Tyskland inden atten uger. Udeblev han, ville kejseren gå videre mod ham “så vidt retten tillader det”. For at han ikke skulle kunne skyde sig ind under frygt for rejsen, fik han oven i købet kejserligt frit lejde frem og tilbage. Det var rutine i det kejserlige kancelli, og netop rutinen fortæller, hvordan Karl den Fjerde så sagen: som en ganske almindelig retssag ved sin domstol, med Danmarks borgherrer som de anklagede.
Man kan forestille sig Niels Thomsen modtage brevet. Et pergament med kejserens segl, båret af en herold. Ordren om at rejse ind i fjendeland og stå til regnskab for Europas mægtigste mand for den forbrydelse at holde en dansk borg for den danske konge.
Der findes intet spor af, at han rejste.
Til gengæld findes der spor af det modsatte. Den 27. januar 1378 – få uger efter, at de atten uger var udløbet – mødte Niels Thomsen på Lollands landsting. Her fik han skødet en hovedgård i Hessel med gods i Radsted sogn. I brevet kaldes han “høvedsmand på Aalholm og landsdommer på Lolland”.
Han rejste ikke til Tyskland. Han købte jord på Lolland.
Og han blev siddende. I oktober 1382 nævnes han stadig som høvedsmand på Aalholm. Kejseren døde i Prag i november 1378, den gamle hertug Albrecht i februar 1379, og sagen løb ud i sandet. De tre kejserbreve ligger den dag i dag i Schwerin – i sagsøgerens eget arkiv, urørte. En kejserlig stævning skulle forkyndes af den, der havde bedt om den. At brevene aldrig forlod hertugens gemmer, siger alt om, hvor langt sagen kom.
For et øjeblik i september 1377 sad Aalholms høvedsmand som den danske konges mand, mens Europas mægtigste hersker erklærede, at han ingen ret havde til at sidde der. Han blev siddende alligevel.
Kilder til dette kapitel
← 1376 – To konger, én krone | Indhold | 1394 – Nordens mægtigste kvinde →