Første del: Kongen i kælderen
Hun var ti år, da hun blev gift, og sytten, da hun blev dronning af Norge. Hun var syvogtredive, da hun i praksis regerede tre riger, og ingen mand i Norden turde sige hende imod.
Margrete, Valdemars datter.
I 1394 flyttede hun ind på Aalholm. Ikke for at hvile – Margrete hvilede aldrig – men for at forhandle. Hansestæderne, de rige tyske købmandsbyer, der havde ydmyget hendes far, sendte deres udsendinge til Lolland, og dronningen tog imod dem på den borg, hvor hendes farfar havde siddet i kælderen.
Man kan se hende for sig i den store sal: en kvinde i sort, for hun bar sorg i årevis, med et ansigt, der ikke afslørede noget, og øjne, der så alt. Hanseaterne kom med krav. Hun lyttede. De kom med trusler. Hun lyttede. De kom med tilbud. Så begyndte hun at tale, og når hun var færdig, havde de givet hende mere, end de var kommet for at tage.
Det var her, borgen fik sin endelige middelalderlige skikkelse. Sydfløjen blev fuldført, mens dronningen boede der, og den fløj, der stadig bærer hendes navn – Margretefløjen – står som mindet om de år. Hun sad i vinduet ud mod noret og dikterede breve til Stockholm, til Oslo, til Rom. Aalholm var i de måneder Nordens hovedstad.
Hansestædernes udsendinge rejste hjem med aftaler, de ikke havde ønsket, og med en respekt, de ikke havde ventet. En af dem skal have sagt, at det var lettere at forhandle med tre konger end med én Margrete.
Hun døde i 1412 på et skib i Flensborg Fjord. Aalholm gik videre til de konger, hun havde gjort mulige.
Kilder til dette kapitel
← 1377 – Kejseren stævner | Indhold | 1409–1471 – Kongernes karavane →