Anden del: Dronningernes ø
Ordet er gammelt og tungt: livgeding. Det var middelalderens og renæssancens enkepension i kongeligt format – gods, len og slotte, som blev tillagt dronningen til underhold, så længe hun levede. Lolland-Falster egnede sig perfekt: rigt landbrugsland, samlet krongods, bekvem afstand til København. Øerne blev dronningeprovinsen frem for nogen, og Aalholm fulgte med.
Det betød noget mærkeligt for borgen ved noret. I lange perioder blev lensmanden ikke udnævnt af kongen i København, men af en enkedronning på Nykøbing Slot. Slottet havde bogstaveligt talt en dronning som chef.
Rækken begynder med Dorothea, Christian den Førstes myndige enke, der havde panteret i det lollandske krongods til sin død i 1495. Kong Hans’ dronning Christine kendte også vejen og gæstede Aalholm et par gange. Christian den Andens Elisabet fik som den første Lolland formelt tilsagt som livgeding – et løfte, historien gjorde til intet, for kongeparret faldt, flygtede, og Elisabet døde i eksil uden nogensinde at se sit lollandske gods. Alligevel var præcedensen skabt.
Frederik den Førstes Sophie af Pommern fik ved sin kroning i 1525 tilsagn om Nykøbing, Aalholm og Ravnsborg. Men to rigsråder, der havde beseglet løftet til Elisabet, følte sig bundet af det gamle ord og nægtede at samtykke. Og da Sophie i 1533 skulle tiltræde, kom Grevens Fejde imellem: Aalholm blev “en tid bold mellem de forskellige magthavere” – indløst, overrumplet, forlenet, generobret – før enkedronningen omsider fik sit livgeding. Fra en af hendes underfogeder, Erik Rosenkrantz, er bevaret et brev fra 1551 om kongens klager over slottets bygfældighed og ordren om istandsættelse – med underfogedens opgivende tilføjelse, at han “ikke kan bekomme tegl-ler på dets tilliggende”. Ni år senere var man nået så langt, at teglovnen skulle gøres klar. Dronningernes Aalholm var også de udskudte reparationers Aalholm.
Og så var der den anden Sophie, Frederik den Andens enke. Hun sejlede til Hven og besøgte Tycho Brahe på Uraniborg, hun interesserede sig for astronomi og lægekunst, og hun drev sit livgeding som en virksomhed. Hende skal vi møde om lidt.
Efter hende gik det ned ad bakke. Nykøbing Slot blev livgedingets hovedsæde, og Aalholm gled i baggrunden, reduceret til et lensmandssæde, hvor lensmand fulgte efter lensmand. Et syn fra 1642 fandt i kongens kammer på Aalholm kun to himmelsenge og “nogle lidet brugelige skiver og bænke” bag et vægklæde, der var gammelt, forslidt og ormædt. I dronningens kammer stod det ikke bedre til.
De sidste dronninger var fjerne ejere: Sophie Amalie 1670–85, Charlotte Amalie 1699–1714. Da Charlotte Amalie døde i 1714, faldt Aalholm hjem til kronen for sidste gang. Elleve år senere var kongernes tid også forbi.
Ser man epoken under ét, træder noget usædvanligt frem. Margrete forhandlede her i 1394. Enkedronningerne ejede borgen i århundreder. Og da livgedingets tid var forbi, var køberen i 1725 endnu en myndig enke. I mere end 250 år var det oftere en kvinde end en mand, der i sidste ende bestemte på holmen i noret.
Kilder til dette kapitel
← 1409–1471 – Kongernes karavane | Indhold | 1503 – Kong Hans →