Tredje del: Enken der købte et slot
I sommeren 1843 gik der et sus gennem Lolland-Falster. Kongeparret ville komme – ikke som et ansigt på en mønt, men i egen høje person, med heste, vogne og et følge på tres mennesker. Rødby havde efter avisernes udsagn ikke set en konge inden for sine grænser siden Christian den Fjerde.
Rejsen var i sit udspring en privatsag. Christian den Ottendes helbred skrantede, og målet var vadehavsøen Føhr, hvor kongen skulle styrke kræfterne i Vesterhavets bølger. Men vejen fra Sorgenfri til Føhr kunne lægges, som man ville, og den blev lagt hen over Sydhavsøerne. Dermed blev den private rejse til en visitats. Kongen skulle ses. Han skulle inspicere. Og han skulle – uden at det stod i noget program – dæmme op for den uro, der var ved at gnave i enevældens fundament. Allerede ved hans tronbestigelse var der fra Vestlolland kommet en bondeadresse med ønske om en fri forfatning. Den slags huskede Christian den Ottende.
Han var ikke en pragtudfoldelsens konge. Hvor Frederik den Sjette havde rejst rundt med parader, rejste Christian den Ottende med notesbog. Han gennemgik rådstueprotokoller, prøvede brandsprøjter, gik i arresterne og skrev det hele ned om aftenen.
Stiftamtmand von Jessen balancerede på en knivsæg. To dage før ankomsten skrev han i alarm til hoffet: Der gik rygter om, at kongen ville lade sig ledsage af tyve dragoner, som på Møn, hvor det havde vakt misstemning. Von Jessen indestod med sin embedsed for, at kongeparret ville blive modtaget med den oprigtigste hengivenhed – og bad indtrængende om, at der ikke blev sendt militær til Lolland. Dragonerne blev sendt retur.
Den 22. juli var det Nysteds tur. Rådstuen var hvidtet, æresportene rejst af grønt og flag. Og programmet var delt: Mens kongen kørte ind i byen for at gøre sin pligt som landsfader, kunne dronningen, som von Jessen havde lagt det til rette allerede i juni, “tage direkte fra Nykøbing til Aalholm for der at forenes med Hans Majestæt Kongen”.
Det er den sætning, der gør 1843 til Aalholms historie. Caroline Amalie var en stor del af rejsen upasselig og under behandling af rejselægen. Hun slap for byens ceremoniel og kørte direkte over dæmningen til borgen i noret. Her ventede hun på sin mand.
Herskabet var nyt i rollen. Frederik Christian Raben, den rejsende botaniker, var død i Rio fem år før, og grevskabet var gået til Gregers – filologen, samleren af latinske citater snarere end brasilianske planter. Samme år, 1843, blev han udnævnt til hofjægermester. Man kan forestille sig ham modtage dronningen i Otto Ludvigs østfløj, føre hende gennem faderens park mellem plataner og frynse-eg, forbi lysthusene og mindestøtterne. Hvad der blev sagt inden for murene, ved vi ikke. Hoffets arkivkasser og de censurerede aviser har intet referat efterladt. Det officielle er velbelyst, det private er tavst.
Inde i byen noterede kongen, at den unge lærer Friess forekom ham dygtig, men at der burde ansættes en lærer mere. Over for byen var han venligt stemt.
Undertonen mærkede han tre dage senere i Nakskov, da sogneforstanderskaberne trådte frem med en takkeadresse, der strøg farligt tæt på ønsket om skattebevillingsret. Den ellers beherskede monark mistede tålmodigheden: Han havde givet folket en kommunallov – statens sager skulle han nok selv passe. Et øjenvidne mente, han næppe var fri for at stampe i gulvet.
Efter afrejsen fik hver købstad kongens kroningsmedalje i sølv. Af dem alle er kun én bevaret. Det er Nysteds. Den hænger indrammet på det lokalhistoriske arkiv – det sidste håndgribelige spor af den dag, hvor Danmarks sidste enevoldskonge kom over dæmningen til Aalholm.
Fem år senere var Christian den Ottende død. Seks år senere var enevælden det også.
Kilder til dette kapitel
← 1838 – Den gale greve | Indhold | 1864 – De tolv på kirkegården →