Tredje del: Enken der købte et slot
Gregers Christian Raben var doktor i filosofi, hofjægermester, kammerherre og medlem af Det latinske Selskab i Jena. Han havde giftet sig uden for adelen, med Anna Margrethe Lund, og ægteskabet var barnløst – men ikke uden barn. Parret havde adopteret hendes niece, Anna Marie Amalie, født i Næstved i 1832 som datter af en billardholder. Hun voksede op som komtesse Amalie Raben.
Da hustruen døde i 1851, blev Gregers rastløs. Han sad ikke stille på Aalholm. Han ejede Søbo på Fyn, og fra 1860’erne den gamle vestjyske herregård Rydhave ved Vinderup – en borg med ottekantet tårn og et spøgelse i muren, som havde tilhørt slægten Sehested i to hundrede år. Han købte den, sagde de lokale, for at opdyrke de vidtstrakte hedearealer under godset, og han brugte store summer på at sætte hovedbygningen i stand.
Men det var ikke landbruget, der gav ham øgenavnet.
I Vestjylland, hvor ingen kendte ham som lensgreve af Christiansholm, blev han den gale greve. Historisk Samfund for Skive skriver, at det mest var for hans mange idéer – som opdræt af importerede avlsfrøer fra Frankrig. Efterskolen, der i dag har til huse på Rydhave, fortæller børnene om greven, der gravede en frødam i skoven til sine franske frøer, og som engang skød en heks. Lokalarkivet i Vinderup har stadig en mappe med titlen “Den gale greve på Rydhave”.
Så var der bjørnen. Gregers var passioneret jæger, og rejserne gik til Norge. På en vinterjagt nedlagde han en stor bjørn, og hvor de fleste jægere ville have stoppet der, lod greven dyret lægge på en slæde og transportere fra Norge gennem Sverige til København, hvor det blev foræret til hoffet – og serveret ved et af Christian den Niendes tafler. En af gæsterne skal have fundet kødet temmelig sejt. Bjørnekød blev ikke nogen succes ved det danske hof.
Og så var der toget. Jernbanen mellem Skive og Struer åbnede i november 1865, og greven brugte den. En dag stod han på perronen i Vinderup og så toget mod Struer køre – efter hans ur fem minutter for tidligt. Stationsforstanderen forsøgte at tale ham til rette. Greven krævede, at der blev telegraferet til Struer. Resultatet var, ifølge overleveringen, et ekstratog, der blev sendt tilbage til Vinderup for at hente den triumferende greve.
Historierne er nedskrevet i 1957, tre generationer efter, og de skal læses som det, de er: en egns erindring om en excentrisk herremand. Bjørnen kan hverken be- eller afkræftes uden hofmarskallatets taffellister.
Men Norgesrejserne fik en konsekvens, som kan dokumenteres. På en af dem traf den norske digter Andreas Munch – enkemand, der havde mistet både hustru og to sønner – komtesse Amalie. Munch var Norges første digter med statspension, en af de tre, der ifølge samtiden havde grundlagt en selvstændig norsk litteratur. Den 10. oktober 1865 blev de gift i Borbjerg Kirke, nabosognet til Ryde. Brylluppet blev holdt fra Rydhave. Den gale greve fik en nationaldigter til svigersøn.
Da Gregers solgte Rydhave i 1873, efterlod han sig mere end anekdoter. I Aalholms arkiv ligger fundatsen for et legat “til fordel for værdige fattige i Ryde sogn og grevskabet Christiansholm” – 70.000 rigsdaler, en enorm sum, som knyttede hans jyske og hans lollandske verden sammen i én stiftelse.
Manden, folk kaldte den gale greve, brugte sin formue på hedeopdyrkning, herregårdsrestaurering, videnskab og fattighjælp. Det er ikke galskab. Det er en type godsejer, 1800-tallet kendte flere af: lærd, stædig, gavmild og uden tålmodighed med tog, der kørte fem minutter for tidligt.
Kilder til dette kapitel
← 1864 – De tolv på kirkegården | Indhold | 1869 – Slottet med stjernetårnet →