Tredje del: Enken der købte et slot
Der fandtes en sidelinje.
Josia Levetzau til Lekkende var gehejmekonferentsråd og brorsøn af Emerentias søn – en fjern slægtning, men en slægtning, og han havde et krav. Kongen havde et andet. I 1880 skrev en blind historiker om sagen, og i 1881 nåede kampen om Aalholm Højesteret.
Det var ikke en kamp med sværd. Det var en kamp med dokumenter, med Emerentias erektionspatent fra 1734, læst og genlæst af landets bedste jurister, med slægtstavler og arveregler og den evige spørgsmål om, hvad en gammel kvinde havde ment, da hun skrev “til evig tid”.
Levetzau vandt. Han fik grevskabet og titlen, og navnet blev Raben-Levetzau, som det har heddet siden. Ni generationer af én slægt på ét slot – det var Emerentias værk, og det holdt, fordi hun havde skrevet det ned.
Josia døde i 1889. Hans søn havde allerede overtaget godsets bestyrelse i 1881, som ung mand, og han skulle sidde som lensgreve i fireogfyrre år – lige til sin død i 1933.
Han hed Frederik Christopher Otto Raben-Levetzau. Eftertiden kaldte ham Excellencen.
Og han arvede en ruin med udsigt.