Fjerde del: Excellencen
Den 7. juni 1905 erklærede Stortinget unionen mellem Norge og Sverige for opløst. Sverige anså det for et brud på unionsakten. Hen over sommeren blev den svenske marine sendt til Strömstad, Norge mobiliserede delvist, og forhandlingerne i Karlstad var ved at bryde sammen.
Samtidig skulle Norge afgøre, hvad landet skulle være: republik eller monarki. Og hvis monarki – med hvem?
Stortinget tilbød først tronen til en prins af det svenske kongehus, som en forsoningsgestus. Men kong Oscar var ikke indstillet på at tage imod, og den norske regering ledte fra begyndelsen efter en reserve. Reserven hed prins Carl af Danmark, søofficer, næstældste søn af kronprins Frederik – og gift med Maud, datter af Englands kong Edward den Syvende. En norsk konge fra det danske hus ville have både skandinaviske rødder og direkte familiebånd til den stormagt, Norge helst ville stå nærmest.
Men en dansk prins kunne ikke hentes ud af København uden om den danske regering. Og udenrigsministeren i den regering var lensgreven fra Lolland.
Manden bag kandidaturet på norsk side var diplomaten Fritz Wedel Jarlsberg, sommeren og efteråret 1905 den norske regerings udsending i København. Dansk Biografisk Leksikon skriver det nøgternt: Raben-Levetzau formidlede som udenrigsminister Wedel Jarlsbergs henvendelse til prins Carl om at overtage den norske trone. Aalholms greve stod direkte mellem den norske udsending og den kommende norske konge.
Den 29. juni gav prinsen sit betingede svar: Han var villig – men kun hvis kong Oscar definitivt havde afslået på sit hus’ vegne, hvis både hans farfar Christian den Niende og hans svigerfar Edward den Syvende gav deres samtykke, og først når Norge og Sverige havde løst selve unionsopløsningen.
Raben-Levetzau havde samtidig et andet hensyn: Sverige. Hvis Danmark for ivrigt hjalp Norge til en dansk konge, risikerede man at forgifte forholdet til Stockholm i en generation, og en småstat med Tyskland i ryggen havde ikke råd til fjender mod nord. Så greven søgte samtidig at virke modererende på de svenske krav under krisen – ikke mindst kravet om nedlæggelse af de norske grænsefæstninger, det mest betændte punkt i Karlstad. Det var klassisk diplomati: Danmark ønskede en dansk prins på Norges trone, men kunne ikke tillade, at Sverige opfattede resultatet som en dansk sejr.
Den 26. oktober frasagde kong Oscar sig den norske krone. Nu var vejen fri – men prinsen ville ikke modtage en krone gennem diplomater alene. Der var republikanere i Norge, og rygterne nåede København. Carl ville have nordmændenes ja. Statsminister Michelsen ville helst undgå en folkeafstemning; den danske udenrigsminister, det danske kongehus og ikke mindst prinsen selv ville have den. Michelsen måtte bøje sig.
Den 12. og 13. november 1905 stemte nordmændene. 259.563 sagde ja, 69.264 nej. Den 18. november valgte Stortinget enstemmigt prins Carl til Norges konge. Telegrammet blev afleveret i København samme aften, og prinsens svar kom tre timer senere: Han tog imod, antog navnet Haakon den Syvende og gav sin søn navnet Olav. Den 25. november blev det nye kongepar modtaget i snevejr og tåge ved Drøbak.
Haakon regerede i 52 år. Han stod fast mod tyskerne i 1940 og blev sit lands mest elskede konge. Det norske kongehus, der sidder på tronen i dag, begynder med ham. Og i den diplomatiske proces, der førte den danske prins fra København til Kristiania, finder man også navnet på manden fra Aalholm.
Kilder til dette kapitel
← 1905 – Udenrigsministeren | Indhold | 1908 – Greven går til kongen →