Fjerde del: Excellencen
Tirsdag den 8. september 1908 stod regeringen på Toldboden i København for at tage imod enkekejserinde Dagmar og dronning Alexandra af England. Mens ministrene ventede på de kongelige gæster, fortalte indenrigsministeren regeringschefen, at justitsminister Alberti havde meldt sig selv til politiet for bedrageri og dokumentfalsk. J.C. Christensen kaldte det i sin dagbog et tordenslag. Han turde ikke sige det til Frederik den Ottende midt i modtagelsen og bad i stedet den græske kong Georg, kongens bror, om at overbringe nyheden på hjemvejen.
Alberti havde svindlet for femten millioner kroner – en sum, der kunne have købt hele Lolland. Og skandalen ramte Christensen dobbelt, for han havde samme år ladet statskassen låne halvanden million til den sparekasse, Alberti stod i spidsen for.
Direkte fra Toldboden kørte ministrene til ministermøde. Christensen rejste selv spørgsmålet om at gå. To støttede tanken, og den ene var udenrigsminister grev Raben. De øvrige var imod: En afgang kunne opfattes som indrømmelse af medskyld og skade Danmarks omdømme. Regeringen besluttede at blive siddende, til Rigsdagen trådte sammen.
Raben var ikke tilfreds. Fredag den 11. september noterede Christensen, at greven havde betænkeligheder både ved de kommende forsvarslove og ved den politiske stilling, og at han havde talt om at gå. Samme aften kom et brev: Han ønskede fortsat at træde tilbage.
Lørdag den 12. september, klokken halv ti, sad de to over for hinanden i ministeriet. Raben fastholdt sit ønske, men ville først tale med kongen om, hvorvidt han burde gå. Christensen forstod aftalen sådan, at de to under alle omstændigheder skulle tale sammen igen, før greven besluttede sig. Så deltog Raben i ministermødet klokken ti og i audiensen hos kong Georg klokken halv tolv, hvor den græske konge erklærede sig enig i, at regeringen burde blive.
Ved ettiden kom kabinetssekretæren ind til Christensen. Kongen ville tale med ham mellem to og tre. Grev Raben havde bedt om sin afsked og fået den. Mens de talte, kom et bud med grevens skriftlige ansøgning.
Christensen var oprørt. På vej til kongen mødte han tilfældigvis Raben på gaden. De talte lidt frem og tilbage og skiltes, med dagbogens ord, temmelig brat.
Frederik den Ottende var i, hvad Christensen kaldte en nervøs tilstand. Kongen meddelte Rabens afsked – og bad nu om hele ministeriets. Så fulgte en lang tale om Alberti, om lånet, om forsvarssagen. Og her dukkede en anden konflikt op: Raben og Christensen var uenige om Københavns befæstning. Kongen fortalte, at greven kunne blive i regeringen, hvis Christensen ville foreslå nogle forter i en sydlig linje fra Køge Bugt til Roskilde.
Christensen sagde nej. Og så faldt den sætning, der siden er blevet citeret: Han kunne jo slet ikke købe grev Raben for nogle forter.
Regeringen fungerede formelt videre nogle uger; den 12. oktober gik den af, og Neergaard dannede en ny. Raben blev ikke udenrigsminister igen. Christensen sagde i partiet, at greven havde handlet på en misforståelse, men i god tro – og tilføjede, at det var så meget desto mærkeligere, at Raben selv gik rundt i den tro, at han skulle med i det næste ministerium.
Hvorfor var han overhovedet blevet minister? Han var i 1905 et overraskende valg – højremand, uden politisk base, med en diplomatkarriere tyve år tilbage. Christensens motiv er ukendt. Set i det lys er 1908 historien om en godsejer, der trådte ind i politik uden egentlig base, og som trådte ud igen på en måde, der fik større konsekvenser, end han selv synes at have forudset.
Alberti var årsagen. Christensens lån gjorde ham sårbar. Men det var Aalholms greve, der nægtede at fortsætte som hidtil. Han gik til kongen. Da han kom ud igen, begyndte regeringen at falde.
Han vendte tilbage til Aalholm og til livet som en af landets største godsejere. Senere sad han i Nysted Sogneråd. I rigspolitikken deltog han ikke igen.
Kilder til dette kapitel
← 1905 – Norge får sin konge | Indhold | 1909 – Lægen der skrev byens historie →