Femte del: Bilbaronen
Der er en tunnel fra Aalholm.
Alle på egnen ved det. Den går under noret til byen, siger nogle. Til kirken, siger andre – til kapellet, hvor Emerentia ligger. Ud til Enkedronningens Ø. Til Bramsløkke. Den blev gravet i middelalderen, så kongen kunne flygte, eller i 1658, så lensmanden kunne undslippe svenskerne, eller af den gale greve, bare fordi.
I 1990 blev der talt om den igen, som der bliver hvert tiende år. Ingen har fundet den. Alle er sikre på, den er der.
Men i 1991 fandt man noget rigtigt. I tårnet – i et rum, ingen havde brugt i årtier – lå en skat af noder. Otto Ludvigs musiksamling, den tålmodige greves partiturer fra 1700-tallet, kantater og sonater og danse, som havde været spillet i Aalholms sale, mens Emerentias barnebarn ventede på at få råd til en østfløj. To hundrede år i mørket, og så en dag lyset igen.
Tunnelen findes ikke. Noderne gør. Det er sådan, Aalholm er: det, man leder efter, er sjældent det, man finder.
Kilder til dette kapitel
← 1989 – Mørkt og tretten grader | Indhold | 1992–1996 – Hammerslag over en epoke →