Anden del: Dronningernes ø
Frederik døde i 1588. Sophie var enke og enogtredive år gammel, med syv børn og et rige, hun ikke måtte regere.
Så hun regerede Lolland i stedet.
Enkedronning Sophie flyttede til Nykøbing og gjorde Aalholm til centrum for et landbrugsimperium, der ikke havde sin lige i Danmark. Hun førte regnskab. Hendes kopibøger – afskrifterne af hver eneste ordre, hun sendte ud – er bevaret, og de viser en kvinde, der vidste præcis, hvor mange køer der stod i hvilken stald, hvad en tønde rug kostede i Lübeck, og hvilken forvalter der snød.
Hun var, med samtidens ord, landets største studeopdrætter. Stude – kastrerede tyre, opfedet på de lollandske enge og drevet i store flokke til markederne i Holsten og Holland. Det var 1600-tallets olieeksport, og enkedronningen ejede pumperne.
I 1611 lod hun bygge en ny kostald på Aalholm, toogtredive bindinger lang, og hun begrundede det i et brev med ord, der fortjener at blive husket: at hendes kvægavl “ved Guds velsignelse har formeret sig fra år til år, hvorfor den almægtige billigvis skal have lov og tak”.
En dronning, der takker Gud for sine køer. Der er noget grundlæggende lollandsk over det.
Hun blev så rig, at hun lånte penge til sin egen søn, kong Christian den Fjerde, som byggede slotte og førte krige for enkedronningens studepenge. Da hun døde i 1631, var hun en af de rigeste kvinder i Europa.
Hun havde sin egen ø i noret, hvor hun kunne sidde i fred for forvaltere og sønner. Den hedder stadig Enkedronningens Ø.
Kilder til dette kapitel
← 1581–1585 – Væggen | Indhold | 1628–1634 – Lensmanden der sagde nej →