Anden del: Dronningernes ø
Der var fanger på Aalholm i 1628, og de var ikke danske.
Christian den Fjerde havde kastet sig ind i Trediveårskrigen, den store europæiske slagtning om tro og magt, og han havde tabt. Men han havde taget fanger, og fangerne skulle et sted hen. Aalholm, med sine tykke mure og sin fangekælder, var det oplagte sted. Kejserlige soldater, tyske lejesvende, katolske officerer sad i tårnene og så ud over et nor, der intet betød for dem, mens deres konge – Christian – forhandlede om løsepenge.
Seks år senere, i 1634, kom en anden slags sag på lensmandens bord.
En kvinde i lenet var dømt som troldkvinde. Dommen lød på bålet. Det var ikke usædvanligt; over hele Europa brændte bålene i de år, og Danmark var ikke bedre end resten. Der var vidner, der var tilståelser – tvunget frem, som tilståelser blev – og der var en dom.
Lensmanden nægtede at tænde bålet.
Vi ved ikke, hvad han hed, med sikkerhed, eller hvad det kostede ham. Vi ved ikke, om han var en oplyst mand, der ikke troede på hekse, eller en from mand, der ikke troede på bålet, eller bare en praktisk mand, der kendte kvinden og vidste, at hun var lige så meget heks, som han var pave. Vi ved, at han læste dommen, så på kvinden, og besluttede, at han ikke ville.
Det er en af de stille heltehistorier, Aalholm gemmer på. Ingen kanoner, ingen belejring. Bare en embedsmand på en flad ø, der en dag i 1634 sagde nej.
Kilder til dette kapitel
← 1588–1611 – Studedronningen | Indhold | 1658 – Over isen →