Anden del: Dronningernes ø
De tog, hvad der kunne tages.
Blyet fra tårnenes tage – smeltet til kugler. Skiferen – bare fordi den kunne. Tusindvis af tagsten. De knuste samtlige vinduer, hver eneste rude, ikke af nødvendighed men af den slags glæde, en sejrende hær føler, når den står i en fjendes hus. De tog møbler, de tog korn, de tog hestene i stalden. Og så gik de videre mod Sjælland, over Guldborgsund og Storstrømmen, til København, hvor Danmark den 26. februar underskrev Roskildefreden og afstod en tredjedel af sit rige.
Én kvinde på borgen ville ikke finde sig i det. Slotsskriveren Iver Nielsen “ansås for at være en rig mand”, og et svensk strejfkorps trængte ind for at tvinge ham til at udlevere sine penge. Hans hustru Johanne Lerche, præstedatter fra Nysted, kom til med en gloende ildrager og værgede sin mand så drabeligt, at fjenden måtte gribe flugten. Imens var der gået bud til byen, og i porten mødte svenskerne en flok bevæbnede borgere; et par af dem blev hugget ned. Slotsskriverens kone, der jog Karl Gustavs soldater på flugt med et stykke køkkengrej: Aalholms svenskekrig har sin heltinde. Hun og manden hænger stadig i Nysted Kirke, malet med deres otte børn.
Da svenskerne var væk, gik en embedsmand rundt på Aalholm og talte.
Hans indberetning er bevaret, og den er nøgtern på en måde, der er mere skræmmende end nogen klage: Til “blot nogenlunde restaurering” krævedes 15.000 tagsten, 30.000 mursten og 4.000 gulvfliser. Ikke ét vindue var helt. Tårnene stod åbne mod himlen.
Det var enden på Aalholm som borg.
Ikke fordi murene var faldet – de stod der stadig, meterstykke, som de havde stået i tre hundrede år. Men fordi borgenes tid var forbi. Man forsvarede ikke længere et rige med kampesten og munkesten; man forsvarede det med flåder og fæstningsværker af jord og kanoner, der kunne skyde tværs over et sund. Aalholm var blevet et administrationssted med huller i taget.
I 1660 indførte Frederik den Tredje enevælden, og lenene blev til amter. Aalholm Len blev Aalholm Amt. Lensmanden blev amtmand. Og borgen, der havde set konger i lænker og dronninger ved forhandlingsbordet, lå hen og forfaldt.
Kilderne har et ord for de år: Brøstfældigheden. Synsforretningen fra 1671 beskriver revner i murene, rådne bjælker, tage, der ikke holdt regnen ude. Den nævner også, drilsk nok, et femte tårn, som ikke findes på nogen tegning – en gåde, bygningsarkæologerne stadig tygger på.
Den sidste enkedronning, Charlotte Amalie, døde i 1714. Så var dronningernes tid forbi. Frederik den Fjerde prøvede at gøre Aalholm til rytterdistrikt, hvor godset skulle underholde kongens dragoner. I 1725 opgav han det.
Han satte slottet til salg.
Kilder til dette kapitel
← 1658 – Over isen | Indhold | 1662 – Amtet der overlevede sit slot →