Femte del: Bilbaronen
Johan Otto Raben-Levetzau havde en plan.
Han havde vokset op i sin fars Aalholm – i Holms teater af spidsbuer og gyldenlæder – og han vidste, som alle med øjne i hovedet vidste, at det ikke var en middelalderborg længere. Det var et 1889-slot forklædt som en. Og baronen ville have den rigtige tilbage.
I 1943 og 1944, midt under besættelsen, planlagde han en større restaurering, der skulle “kamuflere faderens voldsomme indgreb”. Tagkvistene skulle af. Den ukorrekte skalmuring skulle fjernes. Margretefløjen skulle føres tilbage til dronningens tid. Han fik gjort noget af det – Margretefløjen blev restaureret, nogle kviste forsvandt, en del af den falske mur kom ned. Men tiderne var ikke til det. Der var krig, og der var ikke penge, og bagefter blev det ikke bedre.
I 1945 kom flygtningene. Tyske civile, kvinder og børn og gamle, drevet foran den russiske hær, landsat på Lolland i tusindvis. På Stubberupgaard, en af godsets gårde, blev der sat pigtråd op, og bag pigtråden boede de i årevis, mens Danmark diskuterede, hvad man skulle stille op med dem. Ti år senere, i 1955, kom krigens børn til Skansevej 34 – en anden slags flygtninge, en anden slags omsorg.
Aalholm gik gennem krigen, som det var gået gennem alle de andre: ved at være der, ved at rumme, ved at vente.
Men baronen ventede ikke godt. Han var ikke sin far, den tålmodige greve med de mange hverv. Og han var ikke sin oldefar, den rejsende naturforsker. Han var noget andet. Han var, som kilderne siger med et sjældent smil, legeglad.
Og han elskede biler.