Anden del: Dronningernes ø
Vinteren 1658 frøs Østersøen. Det havde ingen regnet med.
Karl den Tiende Gustav af Sverige var en konge af den slags, der ikke venter på foråret. Han stod med sin hær i Jylland, og mellem ham og København lå Lillebælt, Fyn, Storebælt og Sjælland – vand, vand og atter vand. Danmark havde altid været sikkert bag sine sunde. Ingen hær havde nogensinde marcheret over dem.
Så kom frosten. Dag efter dag, uge efter uge, indtil isen på Lillebælt kunne bære en rytter, og så en kanon, og så en hær. Den 30. januar gik svenskerne over til Fyn. Den 5. februar gik de videre – ikke over Storebælt, som var for bredt, men sydom: fra Langeland til Lolland, over isen, i mørket, med hestene i lange rækker og kanonerne på slæder.
Det var vanvid. Isen knagede under dem, og et sted gik en eskadron igennem og forsvandt. Men de kom over.
På Aalholm sad lensmanden og hørte nyheden. Svenskerne var på Lolland. Der var ingen dansk hær på øen. Der var ingen flåde i noret. Der var en borg, der ikke havde været en fæstning i hundrede år, og fire gamle kanoner, som kilderne omtaler i 1642.
Lensmanden red mod Nakskov for at slå alarm.
Man kan se ham for sig: en mand i vinterkappe på en frossen landevej, med sne i skægget og en fjende i ryggen, ridende vestpå for at samle, hvad der kunne samles. Det var det rigtige at gøre. Det var også det eneste, han kunne gøre.
Svenskerne kom til Aalholm i mellemtiden.
Kilder til dette kapitel
← 1628–1634 – Lensmanden der sagde nej | Indhold | 1658–1725 – Regningen →